Postkort fra Antarktis
Februar 2010

Argentineren
Vi er på vej mod Falklandsøerne. Kaptajnen meddeler, på 5 sprog, at vi er på vej ind i kraftigt uvejr. Vi kan altså ikke gå ind til Port Stanley. Der er for meget vind og for høje bølger.
Jeg går på dæk 3, da jer ser en søgende kvinde, som bugserer rundt med sin gamle mor. De spørger mig, hvor man finder ”Michales Club” og jeg udpeger retningen. Da de går og møder den næste person, spørger de om det samme. Jeg går efter dem og forklarer igen, hvilken vej de skal gå. Kvinderne er oprevet, det kan jeg se nu. De fortæller, at der er opstået en nødsituation og de er på vej til evakueringsstedet, som hedder Michaels Club. Den yngre kvinde betror mig, at hun skal hjælpe kaptajnen med at få os i redningsbådene. Jeg spørger dem, hvor de har deres oplysninger fra og det viser sig, at det er fra kaptajnens højtaler melding. Det er i sådan en situation man forstår, at kommunikation er en videnskab og i øvrigt er taknemmelig for, at det ikke er sandt, der er opstået en nødsituation og at det ikke er disse kvinder, vi skal lægge vores liv i hænderne på, hvis vi skal i redningsbådene.


Skibet
Skibet vi sejler med kan rumme 1.950 passagerer samt 950 besætningsmedlemmer. Det er 32 meter bredt og 294 meter langt. Der er 11 dæk eksklusivt maskinrummet. Vi sejler ofte mere end 1000.km pr. døgn og da turen er færdig har vi sejlet 9.200 km.

Der er forretninger om bord. Der er spillehal, teater og koncertsal. Desuden 3 køkkener, 3 restauranter, adskillige cafeer samt hotdog udlevering. På dækket er der swimmingpools, boblebade og udendørs servering. Og der er naturligvis barer og et diskotek, samt motionsrum, akupunktur, lægeklinik o.s.v.

Skibet byder på Stand-up komedie, rockorkester, jazz og messing band. Der er klassisk orkestre, strygekvartet, operasanger, teater og koncertpianist.

Geografer, biologer og andre godtfolk holder foredrag ombord.

Skibet har eget bageri, eget konditori og slagtere. I køkkenet arbejder der 198 mand, på at lave top kvalitet mad. Vi får alt, lige fra kaviar, til østers, hummer og snegle til det bedste af det bedste indenfor fisk og kød, frugt og grønt. Dertil kommer desserter og kager. Der er 24 timers servering ombord.

Chefkokkens indkøbsliste
14 dages forbrug

Oksekød 9.127 kg
Lammekød 1.462 kg
Gris 2.062 kg
Kalvekød 1.725 kg
Pølser 1.082 kg
Kylling 3.621 kg
Kalkun 1.000 kg
Fisk 5.826 kg
Hummer og Krabber 1.000 kg
Grøntsager 19.329 kg
Kartofler 7.000 kg
Frugt 16.326 kg
Sukker 3.500 kg
Rice 2.500 kg
Kaffe 1.125 kg
Is 1.000 kg

Mælk 96540 liter
Vin 18450 liter
Øl 18.000 liter
Spiritus 1.000 liter

Dertil kommer kager, ost, smør, fløde, te, gryn, æg og meget andet


Land
Klokken er 4 om morgenen.
En let dis ligger over nogle tyste, sort og hvide øer, som nærmer sig. En hval leger ved siden af skibet. Der er koldt. Skibet glider forbi isfyldt farvand og drejer ind i Gelache strædet.

De første solstråler rammer vandet. Isbjerge glider stille forbi. De er hvide, med grønne og blå striber. Flere hvaler. Et par sæler viser sig. De dovner på nogle isflager og samler kræfter til dagens jagt. En lille gruppe pingviner glider forbi. De ser ud som en flok punkere, der er kommet for tidligt op. Deres hovedfjer stritter lige op i luften. I luften er der Kjover, som leder efter bytte.

Skibet glider ind i Paradise Bay. På land ligger en Chilensk forskerstation og på den anden side af bugten en Argentinsk base. På sidstnævnte forsøgte en videnskabsmand, som gik amok på grund af ensomhed og isolation, at brænde hele stationen ned. Han ville bare hjem.

Ensomt og isoleret er her. Vi er sejlet til Antarktis med et 62.000 hestekræfters skib. Det var vores andet forsøg. Storm, høje bølger og manglende sigtbarhed havde tvunget os væk, halvvejs mod Antarktis i første omgang. Nu var det lykkedes.

Man må beundre de gamle sejlere, som i træskibe besejlede disse vande. Mange forliste, sømænd døde eller forsvandt. Få nåede frem. Hvilken bedrift. Før os har Shackleton, Amundsen, Cook, Bellingshausen og Scott medvirket til kontinentets udforskning. Men der er ingen tvivl om, at store dele af det vi ser, aldrig har været betrådt af menneske fod.

Gletcherne glider langsomt ned fra de 2 kilometer høje bjerge, som omkranser os. De brækker af i store skarpt ”afskårne” flager og flyder af sted som isbjerge. Først når de når en størrelse på mere end 18,5 km2, får de et navn og bliver overvåget, lige som man overvåger orkaner.

Luften er klar og klingende. Solen tager til. Det er højsommer nu og det bliver – 5 grader midt på dagen. Delfiner i vandet og flere større hvaler.

Øjnene glider henover dette fantastiske landskab. Snedækket er på op mod 4,5 km’s tykkelse. Under neden ligger søer, som har ligget dækket af is i årtusinder. Her findes en komplet klimahistorie, måske liv. Man tør ikke bore derned. Forskerne er bange for at tilføre søener forurening. Måske ved en fejl, at komme til at ødelægge unikke livsformer.

Da vi forlader Antarktis, bliver det overskyet igen og blæser op. Det sydlige Atlanterhav er ikke til at spøge med. Bølgerne rejser sig og begynder igen at vise tænder.

Højere mod nord, øst for Kap Horn, tager stormen til. Skibet lægger sig i udkanten af et orkanområde. Forsøger at gå i læ af Sydamerikas kyst. Det bliver vindstyrke 12, med 10 meter høje bølger. Jeg sidder på dæk 11 og ser skibet hugge i søen. Det bliver nat og mørkt. Jeg kan se bølgerne nå op til dæk 10. De kan ses i neon lyset fra skibets restaurant.

Da jeg går i seng, tjekker jeg lige igen flugtveje og mødested ved redningsbåden. Jeg lægger redningsvesten frem og de ting, som er absolut nødvendige hvis skibet skulle gå ned.. Søvnen kommer hurtigt, men bliver urolig. Skibet dykker dybt, dybt, dybt og rejser sig tilsvarende op, op, op igen. Jeg svæver 3 mm over madrassen. Skibet knager i sine fuger.

Mogens Sigersdal