 |
| Postkort fra Den Arabiske halvø Vi lander i Dubai kl. 06:30 om morgenen med dansk tid 03:30 i vores hoveder. Bussen, som skal bringe os til hotellet, er der ikke og heller ikke nogen modtagelseskomite. Efter en halv times ventetid, laver jeg en aftale med et lokalt bureau om at hente os. Pris 250 $. Den slags alternative løsninger har jeg prøvet før. En gang med en gruppe rejsende i Lima Peru, hvor vores aftalte bus også udeblev. Løsningen var, i den sene aftentime, at bestikke en bybus i rute, med 2 passagerer, til at køre os til lufthavnen. En anden gang var jeg med en gruppe ved at komme alvorligt for sent til et mødested på Cuba. Der måtte jeg bestikke en heste”bus” med en’ passager, til at afvige fra sin rute. Passageren som var en ældre kvinde, som havde en madras med i ”bussen,” blev pænt sat af og bedt om at vente på næste ledige transport middel. Vi nåede det. Pris 10$. Jeg er i Burj Khalifa. Det er verden højeste hus på ca. 828 meter. Mens mine medrejsende besøger Dubai Mall, bliver jeg inviteret indenfor i den private del af dette storslåede bygningsværk. Jeg er i over 300 meters højde og bliver inviteret på kaffe af en af de mange udlændinge som har lejlighed i komplekset. Fantastisk udsigt, rige naboer. Vi går ud på fælles terrassen og passerer et mindre swimmingpool samt 3 sild i bikini og et Jacuzzi bad. Legeplads. Senere er vi inde i Oman. Vi kører gennem ørkenen, og drejer af ved en sidevejs, sidevej. Spiser frokost hos en lokal familie. Jordovns stegt ged. Det smager fint, selvom røgsmagen er umiskendelig. Vi kører i 4 hjuls trækker gennem det pragtfulde sten, bjerg og sandlandskab. Der er små landsbyer, pragtfulde oaser og gamle forter. Problemet med Oman er, at det smager af mere. Jeg drømmer om at besøge Omans isolerede halvø Musandam. Jeg drømmer om at besøge den sydlige provins Dhofar og byen Salala. En dag skal det nok lykkes. Jeg er god til at få mine drømme til at blive til virkelighed.
Mogens Sigersdal |
 |