Postkort fra Buenos Aires
Marts 2012

Buenos Aires er en solbeskinnet smeltedigel med sine rødder solidt plantet i den Latinamerikanske muld. Emigranter har tilsat landet sit umiskendelige præg fra Italien, Spanien og mange andre nationer. Byen vibrerer. På trods af økonomisk krise siden begyndelsen af 2000 af ufattelige dimensioner er landet en kulturby uden sidestykke. Alene Teatro Colon, som er min nabo, opfører 11 operaer, 6 balletter og en række koncerter hver år. De brede boulevarder som kranses af magnolie og gummitræer, har i hundredvis af biografer, dansesaloner og andre kulturelle tilbud. Tango danses fra store såvel som små scener. Det er en del af hjertet i Argentina.
Pampaen, det store forblæste landbrugsområde mod syd, græsses af solidt kødkvæg og vi spiser grillstegt oksekød. Vælg selv. En lille bøf på 400 g eller den lidt større på 750g!
La Boca, havneområdet som modtog de første emigranter, står pastelfarvet og oliemalet, udbanket ved bredden af Rio Plata. Den dufter stadig af synd, håb og fortvivlelse. De gamle bordeller taler deres egen historie.
Evita Perons grav besøges.”Dont cry for me Argentina”. Der er friske blomster ved hendes grav. Hun er Argentinas engel, den spirituelle sjæl. Buenos Aires er også fattigdom med hjemløse på fortovene. Tyveri foregå på helt åben gade. Hold på hat og briller. 30 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Mogens Sigersdal