Postkort fra Burma
Februar 2014

Solen går ned over Shan bjergene ved Inlesøen. Fra gyldent skifter landskabet til blåt. Nu sejler fiskerne hjem med deres fangst, mens de ror stående med et ben. Pao og Paulang kvinderne er for længst søgt mod deres egne landsbyer. Nu høres kun de hurtigt gående longtail boats. I de pauser, der opstår med større og større mellemrum falder fugle og frøer ind i søens lydtæppe.

I dag har vi købt silke og klæde lavet af lotusfibre.

Vi har været på en særdeles vellykket rejse indtil videre. I Burma er man privilegeret. Hver dag er en gave. Nogle af de medrejsende kom ganske vist til Burma med sygdom hjemmefra. Men selv om hver dag har været præget af sygdom, snart hos den ene og så den anden, så skal der meget til at overskygge det her land. Selv har jeg ikke, måske som den eneste, været syg og dog.

I Burmas bjerge fik jeg en torn op under min storetå negl, som delvist brækkeder af. Det har gjort ondt! Jeg ventede, til jeg ikke kunne holde det ud mere og åbnede det betændte sted, da jeg havde besvær med at gå. Der er blevet til en rigtig cowboy operation. Ingen nåle eller værktøj tilgængeligt. Men en god dansk tandstikker og den tykke ende af en cola flaske som hammer, klarede en del af problemet. Men … det var ikke sjovt. Det er heller ikke sjovt at rense såret i Mandalay rom, tre gange om dagen. Mine medrejsende opdagede ikke noget. Det duer ikke, at den der skal hjælpe de syge, selv er syg. Men måske har de undret sig over mit lejlighedsvise skrigeri, når alkoholen ramte det betændte og rå kød.

Vi har købt rubiner og safirer til fordelagtige priser. Her i Burma er der alle halv og hel ædelstene, man kan tænke sig. Verden markedsprisen er den samme for råvaren, men forarbejdningen er langt billigere. Jeg har selv gjort gode køb.

Papir parasoller laves af barken fra Tanakatræet. De er så smukke og romantiske, at de bringer tankerne ind på det rigtig gamle Østen. Burmas kvinder bærer dem med ynde. De skærmer sig mod solen, som vi andre mod regnen og folder parasoller og paraplyer ud, mens de haster mod deres gøremål.

Vi er på havnen i Rangoon. I hundredvis af havnearbejdere losser og laster store tunge sække. En af dem har fået et nemt job. For hver sæk smider de overlæssede arbejdere en pind, som han tager imod. Bagefter tælles pindene, så man har styr på antallet af sække. Der er sort af mennesker, som lige nu bærer ris op fra lastrummet. Det kommer fra deltaet. Samtidig lastes skibet med hvidløg, som skal retur den anden vej. Hvidløg kan åbenbart ikke dyrkes i det sumpede marsk område ude ved den Bengalske Bugt.

Kvinderne i Burma dyrker landbruget side om side med deres mænd. Og som jeg har skrevet det før, så kender jeg intet land, der er så frugtbart som Burma. Kvinderne losser og laster ikke skibene, men de fleste vejarbejdere er kvinder. Kvinderne er også overrepræsenteret som forretningsindehavere.

Vi drikke palmealkohol og spiser palmesukker. Mændene, som lever her, kravler op i de høje palmer og snitter frugterne fra hunblomsten. Saften løber i pænt store mængder ned i små skåle, som er fastgjort under den skårne blomst. Kvinderne laver alkoholen og udvikler nye produkter af den søde saft. Det blandes med Tamarin eller med blommer eller nogen gange med chili. Lige nu laver de blommemarmelade og jeg tager et glas med hjem til mit velassorterede køkken.

Vi kommer forbi værksteder, hvor der laves marmor figurer i alle størrelser. Der er støvet over alt. Nogle af figurerne laves på stedet ude ved minen, fordi køberen ønsker så stor en statue, at det ikke kan betale sig at flytte den ind til byen først. Det meste af arbejdet foregår med vinkelsliber og det er ganske utroligt, hvad disse dygtige mennesker kan lave med sådan en maskine og det er ganske utroligt, at der er så mange aftagere af Buddha figurer og elefanter.

Jeg tager mine rejsende ud i landsbyer, hvor vi går til fods med små børns hænder i vores. Vi timer det med en indvielses ceremoni for små nye munke. Processioner med guldklædte okser føres forbi os samt lange rækker af smukt klædte mennesker. Også drengene er sminkede og har røde læber. Et andet sted besøger vi en Davo landsby for at se deres overgroede tempel. Her kigger man anerkendende på de tænder og kløer af vildsvin og bjørn, jeg har om halsen. Disse folk bærer samme slags smykker, når de er i krig og tror at de er usårlige selv over for geværkugler.

Vi sejler med hurtiggående motorbåde ud til fjerne markeder ved Inle i 900 meters højde. Det er overvældende. I hundredvis af mennesker siver ned fra de fjernest liggende landsbyer for at besøge sådant et marked. Kvinder og mænd med deres folks eller landsbys klædedragt. Pao folkets kvinder med orangegule hovedtørklæder på eller med blålige frotté håndklæder som hat.

Vi har kørt i tog, med hestevogn, bus, taxa, Toyota Pickup, sejlet og fløjet for at nå vores mål. Mine rejsefæller har formået at høste af de mangefarvede oplevelser, selvom de nogle gange har gispet over tempoet.

Gyldent står i tusindvis af templer, stupaer og pagoder på vores vej. Røgelsen har krydret vores næsebor. Gong gongen er blevet slået til gudernes ære.

Min kuffert pakkes med kaffe hentet fra den gyldne trekant. Den pakkes med røget te fra bjergene ved Maymyo. Desuden med vild honning, palmesukker, tobak, silke og nogle ringe med rubiner og safirer. Turen går via Bangkok hjem.