Postkort fra Burma
Februar 2016

Jeg er i Yangoon.  Jeg ligger med lukkede øjne og lader massørens hænder finde alle ømme punkter og lader min krop strække til dens absolutte yderpunkter. Mine øjne er lukkede, men jeg hører cykkelklokkernes  klimten fra de hundredvis af rickshaws, som færdes i denne den af byen. Stemmer fra kvinder, som taler sammen udenfor, når mine ører.  Jeg forstår ikke sproget, men der er hamoni i stemmeføringen, det fornemmer jeg klart.

En duft af tørret fisk bølger frem til mine næsebor. Massørens kone laver mad nu. Duften er nærmest en smule rådden.

Det var en taxachauffør, som førte mig til dette sted. Dybt inde i Yangoons hjerte. ”Klinikken” ligger i et privat hjem, som består af en lille for- stue, massagerummet, 3 båse adskilt med gardiner, hvor familien sover, søn, to døtre, samt mand og kone. Det hele går ud i et med et køkken.

Stemningen er fra en svunden tid, som altså eksisterer i bedste velgående i Burma. En stemning af det fjerne østen som griber en om hjertet. Munkene går gennem kvarterer med deres tiggerskåle, der tygges betel, kvinderne er eksotiske uanset alder, frugter og grønt på alle gadehjørner. Gamle koloniale bygninger fra det nu afdøde Britiske Imperium.  Da jeg ”flyver” fra min massør rammer solens formiddagsstråler taget på den store Swedagon Pagodes 2 tons tunge bladguldsbelægning.

Maden er noget for sig. Det er et stort uopdaget køkken set udefra. Der er over 100 forskellige folk i Burma som har bidraget hermed. Skulle jeg drømme, ville jeg rejse dette land tyndt, spise, bo, sejle, jage og fiske med disse folk. Trænge gennem deres jungler og bjerge.

Jeg er på restaurant. Min lokale burmesiske ven har inviteret mig. Fisk, skaldyr og supper. Der er ged, oksekød, and, kylling og får. Kokken lader mig smage af retterne. ”Du skal lære noget om vores mad i dag” siger hun. Et orkester spiller. En mand som ligner en bums beder trommeslageren om at holde en pause og han tager selv over. Han er god og det viser sig, at han også er millionær og ejer af denne samt to andre restauranter. Der sættes blomster på mit bord. Liljer og orkideer.

Et andet sted spiser jeg på en af de bedste restauranter, med udsigt ud over Popadalen. Ejeren er blacklistet af EU og USA. Han har for tæt forbindelse til generalerne her og har tjent sine penge på omfattende handel med Opium. Udsigten og maden er glimrende.

Jeg kører med tog mod nord. Jeg skal nå byen Hsipaw. Jeg fortsættes med en lokal Shan guide og besøger små landsbyer ved Dhogawatty floden. Shanfolk her i den nordlige Shan Stat har grebet til våben mod regeringen. De rekrutterer unge fra disse landsbyer til deres hær og inddrager skatter. Jeg ser ikke bevæbnede folk, men de lokale siger, at de er her.

Jeg har taget billeder for nogen tid siden af to smukke kvinder fra Burmas højland. Jeg gør et stop og afleverer billederne i a 4 størrelse. Jeg kommer nogle gange forbi de samme steder og det gør stor lykke, når jeg viser dem den respekt og omsorgsfuldhed at give tilbage igen. Jeg tænker ofte på de mennesker, jeg fotograferer. Og i særlig grad fordi jeg kommer tilbage til de samme steder regelmæssigt. ”Hvad er der blevet af skolelæreren ”spørger jeg?

Mennesker interesserer mig. Derfor holder jeg af at rejse. Jeg er også løbende i gang med sammenlignende studier mellem den måde man lever på her og i Danmark. Man må ikke håbe at IT verdenen, Facebook universet eller mobil og tablet forbindelserne bryder sammen i vores eget land. Og at vi skal til at skovle, slå med hammer, fange fisk eller overleve ved egen avl. Dertil har vi som folk fjernet os for meget fra det jordnære udgangspunkt.  Her kan enhver lastvognschauffør eller bådfører reparere sit eget fartøj. Men ethvert samfund har selvfølgelig sine svagheder også Burmas.

I Burma er der mange forskellige slags ”åndelighed” at forholde sig til. Der er naturligvis Buddha. Der er også forfædre tro , astrologer, spøgelser og ånder man skal ære og respektere. Nogle af de mest spektakulære er Nat ånderne, som alle er kommet af dage på voldelig og dramatisk vis. Sådan en Nat må man udvælge sig. Hvis man ærer den og ofrer til den, kan man få beskyttelse mod andre onde ånder og andre Nats. Jeg ved ikke hvilken en jeg  selv skulle l vælge. Nogle har begået selvmord. Nogle er blevet bestialsk myrdet, mens andre er døde af umådeholden druk. Et magtfuldt selskab, men ikke ligefrem hyggeligt.

Jeg forsøger i første omgang at lære mere om Buddhismen og forholder mig respektfuldt til de andre spirituelle fænomener. Men det skal siges, at ting kan komme tæt på.  Min Lao svigerinde har fornylig begået et meget dramatisk selvmord. Hun var lidt af en spillernatur og kunne godt lide alkohol. I hele hendes lands by er folk nu rystende nervøse for, at hun skal gå igen og ofrer til hende med et dobbelt formål. At hun ikke skal spøge i deres hus og at hun ved milde offergaver vil betænke dem med en lotteri gevinst.

Mogens Sigersdal