Postkort fra Burma
Februar 2017

Burma var som vanligt en oplevelse værd. Denne gang med indrejse til Mandalay. Besøg ved gamle kongebyer. Besøg ved utallige guldbeklædte helligdomme og mødet med de dejlige ”burmesere”. Langs gaden var der mennesker, hvide af marmorstøv, som lavede elefanter og Buddhaer. Det foregår med vinkelslibere og sandpapir og bliver til flotte kunstværker. Andre steder er det guld eller sølv, der forarbejdes. Eller silke eller noget helt andet, for Burma har store håndværkstraditioner.

Ude på landet dyrkes en alsidighed af afgrøder. Vi stopper for at se på høst af kikærter. Vi er netop kommet ud af bussen, da de kvindelige markarbejdere råber os an. ”Kom endelig nærmere. Vi har aldrig set turister før” kalder de. Bagefter inviterer de på deres sparsomme frokost, som de har med i marken. For sådan er traditionen i Burma.

Nogen har fundet på at plante vin. Vi besøger vinbonden. Der er forskellige slag, men alle en smule sure. Men det går endda.

 Jeg går på markedet ved Inlesøen og køber tøj til min datter. Det er dage med lykkefølelse. Følelsen af at have et godt liv fortsætter, med sejlads på søer og floder. Vejret er bare så godt, landskaberne så smukke og kulturen så rig.

Vi bruger to halve dage på at køre på cykel, på en af de varmeste sletter i Burma. Flere af mine medrejsende vælger hestevogn. De tror, det er mageligt. Næste dag, er det kun det halve af gruppen, der vælger den form. Sletten og vejene er ikke til bløde europæere. Det er cyklerne heller ikke. Men på den måde opfylder vi normen om at motionere, som er et kendetegn for vestlig kultur og levevis.

Man kan ikke andet end at beundre sine medrejsendes gå på mod. En møder op med to vandrestave. En med dårlige knæ. En har svært ved at gå. En anden har alvorlige psykiske problemer. Ja og en glemmer både sine sko, sin jakke, sine briller og senere sine solbriller. Alligevel deltager de på rejser langt væk fra Danmark og gør det med selvfølelse. Livet som pensionist giver muligheder.

En gruppe kvinder stage os i små kanoer mellem deres pælehuse. Vi er tilsmilet af deres umiddelbare måde at være på og af klimaet, som er en velsignelse, solrigt og mildt. I søens klare vand svømmer lotus og vandhyacinter. Her fiskes med net. Vi ser små sprællende fisk, som snart vil lande på den heldiges aftensmads bord. Kvinder med halsringe står i vinduet og ser os sejle forbi. De er kommet fra Karen landet for at sælge deres vævede, mangefarvede silke og bomulds klæder.

Paulong folket bærer the ned fra bjergene. De er vogtere af the sjælen. De er skabt af the, dyrker the og lever af at sælge the. De beder til the ånden. Jeg lader mine hænder begrave i deres the sække og tager nogle kilo med hjem til mit køkken.

Vi handler sølv, guld, rubiner, safirer og smaragder. Jeg køber en smaragd, som gave til min elskede datter. Den bliver fint sat ind i en guldkæde. Intet slår den følelse af, at kunne glæde andre. Og så endda nogen som har fortjent det. Min kone får også gaver. Hun beder altid om, at jeg tager fisk eller grøntsager med hjem. Friskt fra markedet. Det gør hende lykkelig. Eller peber og The. Jeg vælger det sidste. Fisk i en kuffert kan hurtigt gå galt.

Mogens