Postkort fra Chile
Marts 2012

Vi bryder gennem Andes bjergene i 3000 meter højde. Omkring os er bjergene pletvis dækket af sne og de vågne af os ser, som små pletter på himlen, verdens største fugl Andeskondoren. Frugtbare dale og vinmarker. Vi besøger en af markerne og bliver klogere på vinproduktion. Jeg forstår nu ,hvorfor jeg synes bedst om rødvin.  Den hvide får en hurtig behandling og er for ”gæret” og ung til min smag. Vejret er glimrende. 25 grader om dagen og ca. det samme om aftenen. Vi når Valparaiso. Sejler langs med kysten og ser ind mod byen, der runder bugten som et romersk amfiteater.  Stærkt Malede faldefærdige huse overalt. Ja. Dette var engang en af de store havnebyer hvor søfolk og emigranter sammen med guldgravere på vej til Californien lagde ind. I sejlskibenes tid kæmpede man sig rundt om Kap Horn og nåede man frem til ”Paraiso” Paradiset, priste man sig lykkelig. Vi stikker tæerne i vandet fra stranden i Villa del Mar og nyder Santiagos civiliserede bymidte kun forstyrret af daglige demonstrationer, som splittes af politiet med vand og tåregas. Her besøger vi præsidentpaladset. Engang holdt Allende til her og her døde han også, da militæret slog til i 1973. Butikkerne sælger stadig musik af Victor Jara. Musikeren som var kommunist og blev indespærret på Santiago stadion for sin støtte til Allendes regering. Militærets bødler knuste Jara’s fingre under hans fangenskab og råbte. ”Spil nu for os din mother fucker”

Mogens Sigersdal