Postkort fra Costa Rica
December 2017

Vi lander i regnskovenes land Costa Rica. Efter en næsten endeløs toldbehandling, er vi endelig udenfor og det regner. Vi mødes af efterdønningerne fra en tidligere orkan og de følgende dage, er vejret ikke bedre.

På vejen over bjergene mod Atlanterhavet, sidder vi fast i en bilkortege. Regn, mudder, stenskred og væltede træer, samt en tåge så tyk som Chili con Carne, gør vejene vanskeligt passable. En lastbil foran os vælter og spærrer den eneste vej her i bjergene. Ud flyder lasten, som hurtigt størkner. Lastbilens indhold af asfalt vil aldrig nå frem til sit bestemmelsessted.

Vi når forsinkede frem til Rio Suerte, hvor vores båd ligger. Vi skal sejle af en flod frem til vores hotel, en time gennem regnskov. Floden er 3 meter over dagligt vande og vi kan se, at der ikke alene er heftig strøm i vandet, men at træstammer og grene flyder samme vej som os. Det er svært at styre båden, men vi når frem.

Det lykkes de efterfølgende dage at gennemføre vores program med god planlægning, tilsat en knivspids rent held. Men vi bliver dyngvåde og kan ikke få tørret vores tøj. Da det bliver ved med at regne, beslutter jeg at lægge vores rejserute om, da vi skal sejle tilbage for at møde vores bus. Det viser sig at være en god beslutning. Vi når frem, men det gør en båd med tyske turister ikke. Da de sejler tilbage af Rio Suerte knuser et væltet træ deres båd, som flækker midt over. En dør, mens syv bliver kvæstet.

I silende regn finder vi eventyreren frem i os alle. Vi ser bananproduktion og besøger en kaffefarm. Men det er tænderklaprende koldt og vådt. Vi kommer til vulkansk område og gennemfører også der, ved foden af vulkanen Arenal, et godt program. Der er både vaskeri til vores surt stinkende tøj og termiske bade til dem i mit rejseselskab, som lider af gigt eller bare nyder en tur i det mineralholdige, varme vand.

Regnen tager gradvist af, men koldt er det fortsat. En sådan tur i troperne havde mine medrejsende næppe forestillet sig. Uldne trøjer og jakker? Jeg sover med strikhue på om natten i den susende blæst og træk på vores hotel i regnskoven.

Vi ser dyr i massevis. Aldrig har jeg på en tur til Costa Rica set så mange forskellige dyr. Aber, papegøjer, skildpadder, bæltedyr, Opossum, ja alt hvad hjertet kan begære. Med lommelygter fremmaner vi slanger og dovendyr blandt mange andre arter i en nattevandring. Vi besøger Dona Mara og spiser hjemmelavet tortilla i hendes hus og møder kvækere i deres skole og på deres mejeri i Monte Verde. Her er sommerfugle og kolibrier og om natten vækkes vi af larmen fra brøleaber.

Den nordlige del af Costa Rica viser sig fra sin bedste side. Nær Nicaragua skifter scenariet. Tørt og solrigt bliver det. Vi går ved foden af den aktive vulkan Rincon og puster ud. Varmen fra solen trænger ind og temperaturen når 30 grader. Optimismen har hele tiden været der, men næres nu yderligere af det gode vejr. Turen fortsættes til Stillehavet. Med udsigt til Stillehavet fra vores luksus hotel, kan det næsten ikke være bedre. Specielt ikke, når man kan høre dønningerne lige nedenfor sit værelse og netop har rejst sig fra sin Jacuzzi.

 I dag har menuen stået på rejer og blæksprutter. I aften på røde bøffer. Jeg kan fra min altan, se mine rejsefæller nyde klimaforandringer med nedkøling i swimmingpoolen eller på stranden. Ja nogle må endda ty til isterning fyldte drinks for at holde det ud. Som vanligt en broget skarer af forskellige fag. Og selv om de fleste er her for at holde ferie, må min dyrlæge fælle alligevel åbne munden på en forbipasserende hest for at se dens tænder. Helt fri holder man jo aldrig. Mogens Costa Rica december 2017