Postkort fra
Costa Rica
Januar 2015

En jaguar krydser sit spor.
Costa Rica. Det er 28 grader varmt her i Manuel Antonio. Solen er kommet til os, efter dage med alle typer af vejr. For i dette lille land, er der regnskove med fra 1.200 mm regn til 6.400 mm. Der er tropisk regnskov, tågeregnskov, mangrove, laguner, og sumpe. Dertil kommer savanne og floder samt spektakulære kyster.

Når naturen er så mangfoldig, bliver levevilkår for planter og dyr det også. Her er en stor mængde af dyr. Både de, som er repræsenteret i Nordamerika samt Sydamerika. Costa Rica danner bro. Det er det sted i verdenen, som jeg kender, hvor man har størst mulighed for ar se vilde dyr. På denne tur har vi da også set alle typer af aber. Vi har set kaimaner og krokodiller og meget andet inklusiv Araer og andre typer af papegøjer.

På vores tur har vi beskæftiget os en del med blomster. Vi har set fra små knappenåls orkideer, til store blomstrende eksemplarer. Vi har kigget på kakao, banan og ananasproduktion og blevet indført i kaffedyrkningens ædle kunst. Indianere har fortalt om deres kultur, mens Tukaner og kolibrier har fløjet omkring os.

Kapuciner aber og vaskebjørne har udført nærmest koordinerede angreb på os, for at få fat i mad, mens delfiner har leget i bølgerne i bugten ved vore fødder.

Mine rejsefæller er interesseret i natur. Nogle mere end andre. Blomster, fugle og junglens dyr er på dagsordenen hver dag. Flere har blomster som fag og det er muligt at lære noget og det sætter jeg pris på. De er et godt selskab.

Jeg krydser mit spor. Her har jeg engang mødt store livsudfordringer, som har været med til at skabe, den jeg er i dag. Gode venner, som jeg nu mindes med vemod, er alle døde. Karen Mogensen, som var den fremmeste miljøforkæmper i Costa Rica, og som lavede den første nationalpark her, døde af kræft. Joaquin en god kammerat, som var direktør for nationalparken Cabo Blanco og siden for Isla del Coco, døde af alkohol og sukkersyge og blev fundet på en af Isla del Cocos øde strande. David Østergård, direktør for Rengørings Compagniet, som jeg har arbejdet sammen med både i Costa Rica og Nicaragua, døde af hjertestop. Nu står de igen levende foran mig, hentet frem fra erindringens skygge.

Her, i Costa Rica har jeg mødt de folk, som fik mig ind i rejsebranchen.

I dette land har jeg med gode kammerater bygget og renoveret nationalparker. En af dem er Manual Antonio. Her har mit hjertebarn, min søn, rejst med mig som ganske lille. Jo! Oplevelser har Costa Riva været fuld af. I ens liv er der krydspunkter, som kan lede forskellige steder hen.  Karen ville gerne have, at jeg skulle arve hendes jord, fyldt med vilde dyr og jungle. At jeg skulle overtage hendes rolle som forkæmper for naturen og dyrene, når hun ikke kunne være der mere. Men på det tidspunkt var min situation ikke sådan, at jeg kunne sige ja.

I Costa Rica har jeg patruljeret med nationalparkbetjente for at bekæmpe krybskytter og illegale fiskere og er sunket i brændingen med et skib, så jeg troede mine sidste dage var kommet. Jeg har vasket guld i floderne ved Osa halvøen og reddet på hest ved Cabo Blanco. På Isla del Coco har jeg, 520 km ude i Stillehavet, bygget vagtstationer, hvor vi vadede i hajer for at komme i land. Det har været enestående eventyr.

Costa Rica ligger her stadig som en lille natur perle. 30 % af landet er fredet. Nu er der mange turister, som høster af det arbejde, som jeg og andre har lavet. Nationalparkerne er blevet landets største indtægtskilde. Nye folk har taget over, mens de hædersbevisninger vi andre har modtaget samler støv. Men det er livets gang.

Naturen kan være dramatisk her. Vulkaner i udbrud og jordskælv. Kulde og regn samt bagende sol. Talamancabjergene mellem Costa Rica og Panama er delvist uudforskede. Også fordi indianerreservater sætter en naturlig begrænsning. Der er ikke adgang for enhver. Selvom Costa Rica er et rigt land i sammenligning med det øvrige Mellemamerika, er der også her mennesker, som ikke trives eller er ramt af sygdom. Vi besøger den vigtigste helligdom, den store katedral i Cartago. Næppe har vi forladt kirken før en mand går frem til alteret og skyder sig selv i munden. Dette finder vi først ud af ved vores frokost restaurant 30 minutter senere. Frokostselskabet, som ankommer kort efter os kunne ikke komme ind i katedralen på grund af begivenheden.

Det er aften og det bliver nat. En flok pelikaner flyver i formation langs kysten nu. Brændingen buldrer mod stranden. Jeg drømmer dybe arketypiske drømme af vild karakter da jeg falder i søvn, uden der er tale om mareridt. Min kone er gravid og jeg kærtegner hendes mave. Jaguaren lister sort afsted på jagt. Indianeren ryger pibe med helsende urter og hvisker drømme i mit øre. Jeg henter guld i floden, men tager mig i agt for krokodillen, som ligger doven på flodbredden ved siden af. Sover den, eller er den vågen? Jeg stoler på den farvestrålende tukan, som sidder på grenen på den anden side af floden, som skummer hvidt ved mine fødder. Hvis Tukanen blinker er det tid.