Postkort fra Cuba
April 2011
Der er noget anderledes over Cuba. En svag forårsvind. Nye busser
i Havanas gader. Flere småhandlende. En forventningsfuld brise,
men en himmel fyldt med bekymringernes skydække denne tidlige
morgen.
550.000 offentlige ansatte skal fyres i løbet af 2 år.
Staten mangler penge. De folk, som er blevet afskediget skal nu arbejde
i den private sektor. De skal til at arbejde i turistsektoren, inden
for handel og håndværk. Cubanerne skal have tilladelse til
at sælge deres bolig. Det er meningen, at det skal være
med til at skabe handel og omsætning. Mine venner i fagforeningen
ryster på hovedet. Hvor er socialismen nu på vej hen?
Taxaen, en Cadillac 1953 kører sine passagerer uden for Havana.
Forbi forhenværende sukkermarker. De ligger nu brak. Sukkerprisen
er helt i bund og Cuba har ikke haft overskud til at få et nyt
landbrug op at stå. Ikke engang til selvforsyning.
På benzintanken spiller et verdensorkester. Salsa så det
driver. En sort kvinde på 150 kg nærmest svæver forbi,
mens hendes baller bevæger sig rytmisk til musikken
Der er flere turister end nogensinde før. I 1980 var de alle
fra Bulgarien og både mænd og kvinder havde overskæg.
Nu er der rejsende fra alle steder på jorden bortset fra USA.
En tåbelig handelsboykot forhindrer fornuftig dialog og virker
modsat hensigten. Selv Israelerne er til stede. Fra Taxaens vinduer
ses de store plantager med citrusfrugter, som er et jointventure samarbejde
med Cubas regering.
Langs nordkysten pumpes olie. Her vejer Kinas flag side om side med
Cubas. Ved Moa grave canadierne nikkel.
Vejret er fantastisk. Intet kan slå Cuba i foråret. Mild
brise som letter varmetrykket om dagen. Om aftenen 21-22 grader.
Fotos kommer i kassen. Der er altid nye motiver. Mest af mennesker.
Bygningerne og deres forfald er det samme. Sorte, hvide og mulatter.
Et smukt folk synes jeg. Et musisk og sensuelt folk. Musikken kommer
alle steder fra. Det åbne vindue. Restauranten. Fra den forbipasserende
bil.
Taxaen stopper. Må hvile sig, mens motoren køler af. En
kvindelig betjent nærmer sig med en afslappet, feminin, autoritær
stil. ”Que pasa? Hvad sker der”? ”Behov for hjælp
min skat”? Disse ord blandes med ”min elskede” og
”mit hjerte”. Det er en helt normal måde at tale på
her. Sådan ville hun også tale til mig, hvis hun stak mig
en bøde.
Raul Castro er i fjernsynet. Alle veteranerne er blevet gamle. Fidel
er gået på pension. Rauls hænder ryster, da han holder
sit manuskript. Han varsler nye tider, Nødvendigheden af forandring
har også nået toppen af partiet. Hans øjne virker
slørede. Som om fremtiden selv for de ledende i Cuba synes uskarpt
i perspektivet.
Mogens Sigersdal |