Postkort fra Cuba
April 2011

Der er noget anderledes over Cuba. En svag forårsvind. Nye busser i Havanas gader. Flere småhandlende. En forventningsfuld brise, men en himmel fyldt med bekymringernes skydække denne tidlige morgen.
550.000 offentlige ansatte skal fyres i løbet af 2 år. Staten mangler penge. De folk, som er blevet afskediget skal nu arbejde i den private sektor. De skal til at arbejde i turistsektoren, inden for handel og håndværk. Cubanerne skal have tilladelse til at sælge deres bolig. Det er meningen, at det skal være med til at skabe handel og omsætning. Mine venner i fagforeningen ryster på hovedet. Hvor er socialismen nu på vej hen?

Taxaen, en Cadillac 1953 kører sine passagerer uden for Havana. Forbi forhenværende sukkermarker. De ligger nu brak. Sukkerprisen er helt i bund og Cuba har ikke haft overskud til at få et nyt landbrug op at stå. Ikke engang til selvforsyning.

På benzintanken spiller et verdensorkester. Salsa så det driver. En sort kvinde på 150 kg nærmest svæver forbi, mens hendes baller bevæger sig rytmisk til musikken

Der er flere turister end nogensinde før. I 1980 var de alle fra Bulgarien og både mænd og kvinder havde overskæg. Nu er der rejsende fra alle steder på jorden bortset fra USA. En tåbelig handelsboykot forhindrer fornuftig dialog og virker modsat hensigten. Selv Israelerne er til stede. Fra Taxaens vinduer ses de store plantager med citrusfrugter, som er et jointventure samarbejde med Cubas regering.

Langs nordkysten pumpes olie. Her vejer Kinas flag side om side med Cubas. Ved Moa grave canadierne nikkel.

Vejret er fantastisk. Intet kan slå Cuba i foråret. Mild brise som letter varmetrykket om dagen. Om aftenen 21-22 grader.

Fotos kommer i kassen. Der er altid nye motiver. Mest af mennesker. Bygningerne og deres forfald er det samme. Sorte, hvide og mulatter. Et smukt folk synes jeg. Et musisk og sensuelt folk. Musikken kommer alle steder fra. Det åbne vindue. Restauranten. Fra den forbipasserende bil.

Taxaen stopper. Må hvile sig, mens motoren køler af. En kvindelig betjent nærmer sig med en afslappet, feminin, autoritær stil. ”Que pasa? Hvad sker der”? ”Behov for hjælp min skat”? Disse ord blandes med ”min elskede” og ”mit hjerte”. Det er en helt normal måde at tale på her. Sådan ville hun også tale til mig, hvis hun stak mig en bøde.

Raul Castro er i fjernsynet. Alle veteranerne er blevet gamle. Fidel er gået på pension. Rauls hænder ryster, da han holder sit manuskript. Han varsler nye tider, Nødvendigheden af forandring har også nået toppen af partiet. Hans øjne virker slørede. Som om fremtiden selv for de ledende i Cuba synes uskarpt i perspektivet.

Mogens Sigersdal