Postkort fra Cuba
Marts 2014

I gårdhaven hos Olga og Julio spiser vi fisk og hummer. Her i havnebyen Casilda har de lavet en privat restaurant, et sted hvor man ikke skulle tro det muligt. Ad udbankede gader, mens vi passerede faldefærdige huse, nåede vi frem. Heller ikke ved indgangen til ”Paradiset” kunne man ane dette hyggelige sted.

Dagen efter er jeg tilbage og har medtaget en god veninde, jeg ikke har set i 10 år. Hun er fra Cuba, men bor i Canada og arbejder med kunder fra Nordamerika, som gerne vil besøge øen.
 Julio skænker rom og hvisker i mit øre, at vi gerne må overnatte, hvis vi vil. På Cuba hylder man princippet om allways a wife and allways a sweetheart.

Santeriapræsten møder os i Trinidad. Sorte dukker og vand indgår i ritualerne. Sproget der anvendes er fra Nigeria medbragt af de slaver, som blev hentet til Cuba. Præsten er spirituel formidler, mellem guder og ånder på den ene side og religionsudøverne på den anden side.

I Remedios står præsten foran den katolske kirke. Han er iført sørøvertørklæde, smarte solbriller og korte bukser. I dag skulle han deltage i maratonløb til fordel for bekæmpelsen af kræft. Men han ofrer gerne sin tid på os og fortæller om religionens stigende betydning for Cuba. Der er netop udsendt en opfordring fra regeringen til, at alle positive kræfter, herunder kirkerne skal medvirke til at højne moral, etik og samfundsmæssige værdier.

Mine veninder i Trinidad kysser mig inderligt, både mor og datter. Taknemmelige for mit sjældne besøg. Søde mennesker giver dem kuglepenne og farver til henholdsvis lægerne på stedet og børnene. Jeg køber en stor hvid dug med broderier i deres forretning og der følger 12 dækservietter med. Det er dyrt, men en dejlig luksus. Jeg glæder mig til at lægge dugen på hjemme i mit hus, når mine restauratører venner kommer på besøg.

Er havet mon 26 grader? Er luften mon 32 grader? Vi ved det ikke. Men det er varmt.
Der tuskhandles mere end nogensinde før på Cuba. Shampoo, kød, benzin, kaffe og andre gode sager forsvinder fra de statslige butikker, hoteller og restauranter. Til gengæld vokser udbuddet i den private sektor.

Cubas afskallede hoteller, mangler vedligeholdelse. Heldigvis kompenserer kulturen, befolkningen og naturen i rigeligt mål herfor. Der findes intet, som kan sammenlignes med det her land.

Vi kører i gamle amerikanske dollargrin gennem nedslidte og falmede gader i Havanna, frem mod det sted hvor vi skal spise aftensmad. Restauranten ligger på 3 sal i en nedrivningsmoden ejendom. Først går man gennem lokaler af en art, som på ingen måde signalerer, at det skulle være muligt at drive restaurant der. Så kommer man ind i en lejlighed med interiør fra 30´erne, hvor der serveres mad med englevinger på. Driftige folk og gode kokke driver dette sted. På 4 etage fører rustne trin op til den etage, hvor man driver kabaretten ”himmeltrappen”, det eneste sted med striptease i Havanna.

Vi går hjem gennem gader med den ringeste gadebelysning, man næsten kan forestille sig og trækker oplevelser til os, her midt i det gamle Havanna. Små barer og værtshuse. Kvinder i skyggerne. Gamle biler. Mænd på gadehjørnerne. Vi kan se ind i lejlighederne på første sal i de bygninger som ligger overfor. Lyset siver ud mellem de gamle trædøre og afslører muntre farver i lyserød, sart grøn og gul indenfor. En kvinde står i silhuet på sin altan.

Mogens