Postkort fra
Cuba
Marts 2015

Her er jeg så igen på Cuba. Vejret er særdeles godt. 32 grader i skyggen med en mild afsvalende brise.

Havanna står som altid og ligner sig selv. Kolonial, afskallet og udbanket. Kulisserne er sat til en film med Humphrey Bogart. Mænd med en smøg dinglende i kæften eller pulsende på en cigar. Gamle amerikaner biler. Armen hængende udenfor det nedrullede vindue. ”Hey skat. Dejlig røv” ”Skal jeg være din bodyguard?” Pigerne i de høje hæle hilser tilbage med et smil og vrikker videre til imaginære rytmer fra salsa og rumba.

Enhver rejse er et antropologisk studie. Det gælder, både hvad angår landet man rejser i og også i forbindelse med de rejsefæller, man er sammen med. Først og fremmest lærer man jo en hel masse. Jeg har kigget på gamle biler med brugtvognsforhandlerne. Jeg har lært at malke køer med mejeristerne og set på kartofler med kartoffelavlerne, samt studeret pels med minkavlerne. Dette bare for at nævne nogle af de faggrupper, jeg gennem årene har rejst sammen med.

Denne gang er det rejsefæller fra Nordjylland. Oplevelserne starter allerede 2 dag, hvor en’ af mine medrejsende bliver væk. Hun har fornyelig gennemgået en hjerneoperation, hvilket giver en Alzheimer optræden, som kombineret med medicin for epilepsi giver momentvise blackouts. Det kostede 3 timers eftersøgning samt besøg på 4 politistationer at finde hende. Men et dejligt og taknemmeligt menneske er hun.

Mine rejsefæller tilhører for de flestes vedkommende de meget hårdføre folk, som bor nord for Limfjorden. På Cuba bruger nogle af dem en del tid på at spekulere over den mærkværdige cubanske økonomi. Hvad tingene koster og hvorfor. Der skal selvfølgelig også handles om tingene. Det har været en kilde til deres funderen, at der er et dobbelt valutasystem på øen. Også dette er blevet endevendt. De har diskuteret, hvor meget stuepigerne kan nå at tjene på et år, med de få penge som turister lægger under hovedpuden. Ja også de tre hundrede kroner, de hver har givet i drikkepenge til guider og chauffører har givet chokbølger. Men nuvel, nogle fortæller de kun været på busrejser i Europa før, så de er undskyldt indtil næste gang. Men alt andet lige, så handler det at rejse om ikke alene at opleve og forbruge, men også om at lære, forstå og være givende, måske ligefrem at holde af. De fleste af mine medrejsende er dog åbne og suger til sig. Det er jeg glad for.

Forståelse og fleksibilitet kan man få brug for som rejsende på Cuba. Nogle hoteller løber periodevis tør for vand. Andre har kun koldt vand. Bussen kan kun delvist reguleres på aircondition systemet. Luftindtaget på bustaget blæser af på motorvejen. Som sædvanligt konflikter mellem buschauffør og lokalguide om hvem der bestemmer. Maden er udmærket, men der mangler da rugbrød og kartofler? Der serveres for meget suppe. Men der hvor man skal udvise størst tålmodighed er, når hotellerne er så hårdt booket, at man skal slås for tallerkner, skeer, gafler og knive. Endnu værre er det dog når kaffemaskinerne ikke virker og man skal stå i kø sammen med polske hotelgæster.

På denne tur er det meste i virkeligheden lykkedes rigtig godt. Der er puttet en masse ekstra ting ind i programmet. Vi har besøgt en botanisk have. Vi har sejlet til et frilandsmuseum for Taino indianere. Vi har set en krokodille farm med specielle cubanske alligatorer. Desuden besøgt et tempel for de afrikanske guder, som i høj grad tilbedes her. Vi har været til et danseshow for samme afrikanske religion. Derudover været i udsigtstårne, sprunget på et wildwest lignende tog, som tilfældigvis kom forbi vores rute, samt set på landbrug ude i tobaksland. Et’ er hvad der står i programmet, noget andet er at gribe mulighederne når de kommer forbi. Det har vi været gode til.

De første amerikanske flag ses i Havannas gader. Det er der pludselig givet tilladelse til. Der er rejst en forventning, ligeligt blandet med frygt for hvad nye tider bringer.

Mogens Sigersdal