Postkort fra Damaskus
September 2009
Damaskus er fantastisk. Krogede gader gennem fyldte basarer. Parfumehandleren blander din parfume på stedet. Olie, sprit, blomster og krydderier indgår i recepten. Sæbe laves efter gamle opskrifter. Laurbær og olivenolie blandes med lud og blomsterolie. Duftene når dine næsebor fra krydderiforretninger og bagerier, i smøger hvor ældgammelt håndværk stadig praktiseres.

I Hama knirker de store vandhjul, mens de transporterer vand fra Orontes floden op til en akvædukt fra romertiden.

Mod nord høster kvinderne bomuld, som ligger i store bunker på marken. Æbletræerne plukkes for saftige grønne æbler, mens pistacienødderne hænger røde på træerne. Beduinerne lukker deres geder og får ud, på de høstefterladte stubmarker.

Aleppo har en imponerende fæstning, som ligger højt over byen. Nedenfor ligger basaren. Portene er jernbeslåede og her hænger der dyrekød ophængt i kroge. Der råbes og skubbes. Menneskemylderet er tæt af handlende, gående, trækvogne og biler, som masser sig gennem de snævre gader, der er svagt oplyst af gulnede elektriske pærer. Røgelse fra butikker, blandes med muezzinens kald til bøn i moskéerne og kirkeklokker høres med jævne mellemrum.

Landet er rigt. Hundredvis af legioner og tusindvis af soldaterfødder har betrådt dets jord. Kongeriger og imperier er opstået og gået til grunde for silke, røgelse, gulds og olivenoliens skyld. Vand fra floder har sammen med blodet fra utallige krige, gødet afgrødernes rødder. De Døde Byer, var blandt de rigeste. Nu ligger de forladte. De store badehuse, vin og olivenpresserier ligger som delvise ruiner sammen med de tidligste kristne kirker. Samme skæbne er overgået Grækernes Romernes, Mamelukkernes og Osmannernes byer

” Om de store her på jorden Melder heltesagn Alle, stiger de til vejs og som stjerne må de falde”

Både glæde, kærlighed, skønhed og sorg kan besjæle den rejsende i Syrien. I den kristne by Safita, kunne de høre kanonerne fra borgerkrigen i Libanon, 20 kilometer derfra, samtidig med at de fra byen kunne se ned over frugtbare syriske dale behængt med vindruer. Fra korsriddernes fæstningstårn kan man se havet, som glitrende perlemor i det fjerne. Her drog de sidste riddere bort fra det Hellige Land. De havde overgivet sig og fået frit lejde, men måtte ikke medbringe deres lokale koner, kærester eller børn. I den ødelagte brønd på gårdspladsen fandt hjertearkæologen følgende tekst, forfattet af en korsridder til sin elskede kvinde.

” Når mit skib sejler bort og sejlet fyldes med vind, så er der tårer på min kind. salt som det hav, jeg skal sejle på. . Med sorg må jeg drage bort. Min sejlads er lang, hjertets snor er nu kort. Vid at jeg altid vil elske dig, som du elsker mig”

Mogens Sigersdal