Postkort fra Nordkorea
Juni 2009
Jeg måtte knibe mig selv i armen. Det var mørkt udenfor og fra hotellets 14 etage, kunne jeg se ud over hovedstaden Pyongyang i Nordkorea. Ikke en bil, ingen persontrafik, delvist mørkelagte gader.

Vi bor nogle af dagene på et af de få ”turisthoteller” i hovedstaden. Her er der BBC News på hotelværelset. Desuden er der nogle få forretninger med det allermest nødvendige, en billard salon, sauna, bowling og så et kinesisk ejet kasino med tilhørende massage med ”24 hours service for gentlemen”

Vi var kommet ind i landet. 13 danskere ud af 2.000 årlige turister fra vesten. Det er i sig selv en præstation. Vi måtte naturligvis indordne os under skrappe regler. Ingen mobiltelefoner, ingen videokameraer, lille linsestørrelse på vores fotografiapparater og ingen udgang i byen efter mørkets frembrud og da slet ikke alene. Vi blev mødt af 2 guider, en’ som altid gik forrest og en som altid gik bagerst. Vi havde en kameramand med, som skulle forevige vores handlinger undervejs, specielt når vi skulle ”møde” Den Store Leders statuer og andre revolutionære mindesmærker. Vi lægger blomster og bukker dybt. Vi er ikke i tvivl om Den Store Leders indsats. Hvad vi ikke vidste var, at han udover at være politikker, militærstrateg og landefader også var arkitekt, økonom og landbrugskyndig, samt havde forstand på konstruktion af arbejdsborde

Lidt efter lidt blev tingene mere bløde. Vores guider var søde og smilende. De var så fleksible som situationen tillod det og så havde de humor. Specielt den kvindelige guide kunne le en smittende perlelatter.

Det er altid dejligt at få nogle af sine og andres fordomme afkræftet. Vi er nede at køre i metroen. Det bliver til 2 stationer. Ingen udlændinge har kørt længere. Men ifølge Koreanerne, så er der 17 undergrundsstationer. Rygtet i rejsehåndbøgerne siger, der kun eksisterer disse 2, men toget kørte videre med passagerer, så der må være flere (efterfølgende har historiker Tue Magnussen oplyst, at HAN har kørt all 17 metrostationer).

Maden var god og varieret. Der er ingen tegn på hungersnød, de flere hundrede kilometer vi kører ude på landet. Vi spiser som reglen for os selv, men får til sidst lov til at spise på et par mere lokale koreanske spisesteder. Vi spiser blandt andet sammen med en større gruppe buschauffører. Menuen var som sædvanligt på mange forskellige retter og denne dag lammekød på grill.

Det lykkes os at ændre en smule i det ellers så stramme program. Vi fik lavet en spontan tur i Cirkus og vækker berettiget opsigt da vi indfinder os på tilskuerpladserne. De fleste andre i cirkus er soldater. Vi får tilrettelagt en tur i Zoologisk Have. Den drukner dog i regn og må opgives. Alle andre dage skinner solen fra en skyfri himmel.

Vi besøger landbrugskollektiver. Bliver introduceret til ris og kål. Vi besøger en grise besætning. Vi ser nogle af de boliger som landarbejderne bor i. Gode huse med gasblus og opvarmede gulve. Desuden med 100 m2 egen køkkenhave til

Landet er delvist dækket af bjerge, men lavlandet virker frugtbart. Vi passerer bjerge og dale. Kører over floder. Vi kommer langt hjemme fra. Så langt væk, at folk på en del af vores rute ikke har set turister før. Nogle hilser, når vi vinker, men det store flertal reagerer ikke på vores tilnærmelser.

Vi kører i nattog ind i Kina. I Kina er pulsen helt anderledes. Hektisk, trafik og penge. Nogle af mine medrejsende bemærker, at det er lige før, man savner det mere rolige og asketiske Nordkorea.

Mogens Sigersdal