Postkort fra Laos
Januar 2019

Vi rejste ind i Laos fulde af forventning. Vi er 26 rejsefæller, der i blandt mig selv og min datter. Hun er med på rejsen for at lære noget mere om sin egen kultur og rødder. Hun taler Lao og skulle hjælpe, når sproget blev for svært. Kulden blev byttet ud med 30 graders varme.

Rejsen er lavet som en rejse på og langs Mekong Floden. Den løber 4300 km fra Tibet til udmundingen i Vietnam. Vi kan dog ikke nå hele forløbet igennem, men må nøjes med mere end 2000 km.

Jeg føler mig godt tilpas i Sydøstasien. Der er noget med klimaet, naturen, maden og folkene, som tiltaler mig. Laos, Cambodia og Vietnam har forskellige ”sjæle”. Laos er det mest blide og tilbagelænede af de tre lande. Mere jomfrueligt og asketisk end de andre. Det er der noget tiltalende ved. Desværre er kineserne ved at anlægge en jernbane gennem landet og man må frygte for dens virkning på dette uskyldsrene samfund.

 Som sædvanligt besøger vi nationale mindesmærker, templer og markeder. Vi sejler også på diverse søer og floder, ikke mindst på vores tematiske flod Mekong. Vi ser på Laotisk vævekunst spundet med baggrund i en snart svunden silkekultur. Der gøres stop ved markeder med anderledes madvarer, det gælder blandt andet fiskemarkeder, hvor fiskene saltes, hænges, tørres, gæres og ryges i store mængder. Disse markeder kan lugtes på lang afstand.

Frugtbarheden er enorm. Rismarkerne bugner, køkkenhaverne lige så og så er der frugttræer alle vegne. Vi spiser dejlige Lao retter, nogle af mine rejsefæller nyder en kold øl. For dem er det en spændende ting at udforske de forskellige landes øltyper.

Vi benytter lejligheden til små besøg i etniske landsbyer. De store flertal er laoter, men der findes også andre folkeslag som Hmong folket i det nordlige Laos. Man fornemmer et land uden egentlig civilsamfund, med ringe statslige forpligtelser i forhold til befolkningen. Dårlige skoler, elendigt sundhedsvæsen. Bliver man syg, er det meste overladt til den lokale shaman. Laoterne taler om udbredt korruption. Den politiske ledelse synes langt fra den almindelige befolkning. Det er faktisk ret bemærkelsesværdigt i betragtning af, at vi rejser i et kommunistisk samfund, hvor lighed burde være højere på dagsordenen.

Sydøstasien byder på mange æstetiske oplevelser. Det gælder blandt andet på nogle af vores hoteller. Disse er ganske vist udvalgt med omhu, men alligevel viser de farvevalg og design, som har dybe rødder i Laos kultur. Lotusdamme, træsorter, lak og pastelfarver.

Jeg køber ind på markedet. Min kone vil gerne have, at jeg køber fisk med hjem. Det er jeg nu ikke så meget for. Rejsen er på tre uger og selv om fiskene potentielt er konserveret af det ene eller det andet, så ville min kuffert komme til at stinke til gene for mine medrejsende. Jeg køber derfor Lao kaffe fra højlandet samt billig ginseng. Vores hoteller ligger flere gange direkte ud til Mekong. I det sydlige Laos nær grænsen til Cambodia bliver floden til enorme vandfald. Vi bor et stykke derfra. Fra vores værelser kan vi se Mekong glide afsted. Den er nu på vej ned til Cambodia. Det er vi også. For det er det næste land på vores Store Indokina Rejse.