Postkort fra Madagascar
April 2018

Normalt rejser jeg på Madagaskar i vores efterår. Men i år laver vi to Madagaskar rejser og derfor er jeg lige nu i den sydvestlige del af øen med en gruppe på 17 personer. Der er mere frodigt på denne årstid. Vi er på bagkanten af regntiden og selv savannen står smukt grøn. Floderne og vandfaldene er fyldt med vand. Vi får dog et enkelt sted den overraskelse, at blive mødt af et kraftigt uvejr, med lyn og torden samt hagl, her i den nominelle tørtid. Ligeledes får vi et tropisk uvejr på halsen på østkyst Madagaskar. Det var måske mere forventeligt, da der regner 280 dage om året i monsun regnskoven ved Manakara.

I bedste stil har vi set lemurer og store Nilkrokodiller. Mange kamæleoner, insekter, nogle slanger og en del fugle har også været en del af oplevelsen. Vi kan godt være rejsen bekendt og har alle, både gruppen og jeg som rejseleder arbejdet for resultatet.

 Langs landevejene specielt mod nord, kan man se, den ene lastbil efter den anden, holde havareret. Et sted er førerhuset knust og to døde mænd sidder inde i. Vejforholdene er ikke helt på plads på denne ø. Eller måske er chauffør uddannelsen, heller ikke så god. Vi kører syd om hovedstaden. Der er demonstrationer mod præsidenten og 14 bliver dræbt af politiet. Vi mærker dog intet til dette. Vi kører i 1200 meters højde i smukt vejr om dagen og med kølige nætter.

Dagene er lange. Nogle dage kommer vi til vores hotel efter mørkets frembrud. Vi afleverer kladdehæfter og kuglepenne til en lille lokal skole og bliver glade for at se, at skolen virker god og at børnene trives.
Et andet sted besøger vi et apotek. Her tjener 3 personer deres løn uden det mindste begreb om den medicin de sælger. De gør deres bedste og åbner medicin æskerne, for at læse instruktionen, som de heller ikke forstår. Ikke underligt, at folk både lider af alle mulige sygdomme og heller ikke kan blive kurreret, med den slags ”ekspertise”.

Børn er der alle vegne. De vil gerne have kuglepenne og tyggegummi. Men de er søde og smukke og vil gerne suge til sig, nu hvor der er hvide ”Wasa” i området. Vi besøger en landsby, hvor man lever af at lave ”moonshine” ved hjælp af sukkerrør og Tamarin. Her er boblende, gæret og surt. Jeg køber to liter, som jeg giver til min chaufførmedhjælper og håber, at han ikke deler med min chauffør.

 I nat hørte vi skyderier nær hotellet. Måske er der kvægtyve på spil? Det er ganske almindeligt. Et sted kørte vi forbi et fængsel, som nyligt er blevet angrebet af bevæbnede mænd, som ville befri indsatte kvægtyve. Jo det er dejligt Wild West!

Vi laver et par stop hvor mange mennesker er i gang med at lede efter safirer og rubiner. Det er de eneste steder, hvor jeg har fornemmet fjendtlighed i folks øjne. Ellers modtages vi med overvældende glæde, begejstring og nysgerrighed. Men livet er sikkert også hårdt mellem håb og trøstesløshed i disse beskidte og mudrede vandhuller og floder.

Det er aften nu. Jeg skriver i tusmørket akkompagneret af cikader og frøer. Maden vil blive serveret om lidt. Nogle dage eksempelvis hummer og rejer. Andre dage zebu oksekød eller kylling. Køkkenet er ret godt og bliver da også påskønnet af mine rejsefæller. Maden har noget originalt Madagaskar over sig, tilsat fransk håndværk, design og elegance. I morgen går min tur til fods til en fiskerlandsby i nærheden. Måske lander de netop denne dag store tun eller havskildpadder fanget ved de hvide koralrev, derude i det azur blå hav.

Mogens