Postkort fra Madagaskar
Oktober 2017

At rejse i Madagaskar har sine udfordringer. Landet kan vel knapt kaldes et turistland. Der er lange rejsetider, med ikke alt for gode busser på gode, nogenlunde og dårlige veje. Der er ikke mange hoteller at vælge imellem og man kan køre 250 km uden et toilet, hvorfor bjerge og skove bliver naturlige forbundsfæller i den anledning. Det kræver sin rejsende, at gennemføre en ”tour de force” på de kanter. Det er ikke en rejse for den uerfarne.

Vi rejser gennem forskellige klimaer. Vi åbner op med det centrale højland i ca. 1100 meters højde, for at begive os mod monsunregnskysten mod øst. Vi ser allerede første dag eksempler på det meget anderledes dyre og planteliv, som bebor og vokser på Madagaskar. Her er rester, fra den gang Madagaskar var en del af Australien og hang sammen med Afrika. Vi ser et udvalg af kamæleoner, sommerfugle, lemurer, fugle og krokodiller. Med lokale guider og ”spottere” finder vi det, vi er kommet efter, planter, træer og dyreliv. Vi beriges både af sol og regn, men trøster hinanden med, at vi jo netop er i monsun regnskov og at det derfor ikke gør noget, at vi bliver våde. Ved daggry ser vi, at vores hotel, som vi ankom til i bulder mørke ligger smukt, med regnskov som ramme, men direkte ned til rismarker. Der findes ikke noget mere grønt end nyplantet ris.

På vej tilbage mod det centrale højland igen møder vi de rige nyforelskede, som bliver fotograferet ved den flod, hvor vi spiser vores medbragte mad. De tilhører den elite, som findes på øen, som ellers enten befolkes af indbyggere, som overlever eller som er ekstremt fattige. Værst fattigdom synes at findes i hovedstaden Antananarivo, hvor vi har set børn bo på gaden og de værste slumområder, man kan forestille sig.

Landbruget udgør befolkningens rygrad. Det indeholder det hele fra ris til kartofler og fra kokosnødder til kaffe. Men befolkningen vokser eksplosivt i disse år og landsbrugsproduktionen har svært ved at følge med.
Vi stopper ved små værksteder på vores højlandsrute. Man er meget dygtige til, at få noget ud af ingenting. Der arbejdes i gamle dåser, som smeltes om til potter og pander. Der laves træskærerarbejder. Der laves miniature biler af gamle cola dåser. Og der laves smukke poleringer af fossiler fra kridtlagene under Madagaskars rødmudrede jordlag.

Vi vandrer om natten på vejen gennem regnskoven for at finde insekter, kamelæoner og natlemurer. I skæret fra vores lommelygter finder vi hvad vi søger. Blandt dette muselemuren.
Østpå går vejen gennem nye stammeområder. Madagaskar har 18 veldefinerede stammer med forskellige oprindelser. Vi støder derfor på kulturer med base i Malaysia, Arabien, Somalia og forskellige steder i Afrika. På kanalsystemet ved det Indiske Ocean ror vi i en utæt båd, som ros af 5 rorkarle, som synger flerstemmigt mens vi øser. De sørger også for frokosten, som består af grillet tun bøffer og hummere, der tilberedes på stranden.

Hos vaniljebonden køber vi Nelliker og sort peber. Han har derimod solgt al sin vanilje. Vi må derfor ty til et 2 kilos indkøb hos en lokal vanilje ”pusher”.

Vi kører derefter ned på den anden side af bjergene mod vest. Der er klimaet tørt og går fra steppe til ørken ud til baobab og torneskov. Vi bliver stoppet af politiet ved en vejspærring. De fortæller, at det måske ikke er sikkert at køre videre. Vi må underskrive en erklæring på, at vi fortsætter på egen risiko. En lastbil er blevet stjålet med en masse kvæg i. Det er dog noget, som hænder regelmæssigt, da det er en del af den lokale stammes ritualer, hvor man stjæler kvæg for at imponere sin potentielt, kommende svigerfar.

Ved Mozambique kanalen ser vi fiskere gå gennem brændingen med små både. Når de sikkert igennem, hejses de mange farvede sejl, som er rimpet sammen af forhåndenværende plastiksække. Der er hundredvis af disse både, hvor fiskerne med livet som indsats fanger fisk ved revet længere ude. De vender hjem med blå og røde fisk. Vi ser lampretter, søstjerner, søpølser og rejer i deres net.

Her ved havet er det blå og blågrønne farver, der dominere. Selv fiskernes net har farve efter den ende af farveskalaen. Vi vandrer med bare fødder i sandet, her så langt væk fra den store verden, man nærmest kan komme.

Mogens