Postkort fra Madagaskar
November 2014

Vi har rejst ad støvede røde veje. Vi har spist Zebu okser, rejer, hummer og fisk. Solen har bagt os på stepperne og i torneskovene, hvor Baobabtræerne knejser, som vidnesbyrd om svundne tider.

Vi har rejst i bjergene og mærket deres kølighed, så vi frøs om natten og set deres livgivende vand, som forudsætning for Madagaskars sidste rester af tropiske monsunregns skove.

Rejsen har ført os ud på floder og kanaler, hvor kvinderne står i vand til livet og fanger rejer og småfisk med moskitonet. Her mærkede vi også duften af kanel, nelliker, og ikke mindst vanilje. I dette område gravede kinesiske arbejdere vandveje og nogle blev på Madagaskar. Ja en del ligger begravet på en lokal, solbleget kirkegård, her langt væk fra deres fædreland.

Safirer og guld giver aftryk i landskabet. Guld vaskes i floderne. Er en familie ihærdig kan det give mellem 1-2 gram guld pr. uge. Nok til at overleve for. Floderne mudres af denne guldgraver flid.

Safirgraverne laver små åbne miner. De vasker stenmateriale i nærliggende vandløb, hvor folk samtidig henter drikkevand, vaske tøj og vasker biler.

Lokale busser kører forbi os. Det er ombyggede lastbiler med presenning over, hvor der er maksimal udnyttelse af siddepladserne og stå mulighederne. De hælder faretruende fra side til side på de sandede og hullede veje. Vi passeres af biler med kister på. De døde skal bringes hjem til deres stammes fædrene jord. Kisterne står sammen med plastikbaljer og cykler samt kurve med levende høns og rokker frem og tilbage på bilernes tag.

Madagaskar løber tør for strøm og vand. Vi har dog en smule elektricitet om aftenen og adgang til vand, de steder hvor vi bor. Bortset fra på Madagaskars østkyst, hvor brusebadet bliver afløst af plastikspande og badet foregår med koldt vand og håndøse.

Vi går en tur langs kysten ved Mozambique kanalen. Her er fattige fisker byer. Fiskerne sejler ud tidligt om morgen til koralrevet, som ligger længere ude på havet. Her fisker de koralfisk, tun og rejer, samt mange fisk vi ikke kender navnet på.

Kvinderne er malet i ansigtet med farve fra planterødder. De afventer deres mænds hjemkomst med dagens fangst. Så overtager de fiskene og bringer dem hjem til deres pindebrænde, vindblæste og solhærgede hytter.

En kvinde hiver mig i min T-shirt. Hun peger mod en gruppe fiskere, som netop er kommet i land. De har haft heldet med sig. 2 store havskildpadder bringes i land. Den ene kræver kun 2 mands fulde styrke at løfte på lange stænger. Den anden, som vejer 250 kg, må løftes af seks fiskere i fællesskab. Denne fangst giver mad til lang tid. Her er der ikke plads til at føle medlidenhed med disse enestående og smukke dyr.

Man får lyst til at se mere af Madagaskar. Rejse mere mod syd og se hvaler langs med kysten. De sidste områder med landskildpadder findes også her. Ligeledes strande bestrøet med æggeskaller fra Elefantfuglen, som var 3 meter høj og uddøde for ca. 1000 år siden. Eller rejse mere mod nord for at se kæmpekrokodiller, flere lemurer, dybe grotter med flagermus og blinde hulefisk.

Man vil også gerne møde flere af Madagaskars stammer og deres interessante kultur. Nogle er præget af Arabien og Somalia. Andre af Polynesien, Malaya og Indonesien. Desuden er der folk her, som er beslægtet med Masaier og andre stammer fra Østafrika.  Den tid har vi desværre ikke nu og måske kan vi heller ikke fordøje mere.

Mogens