Postkort fra Madagaskar
Oktober 2015

At rejse på Madagaskar, er næsten et rejseeventyr af den gamle slags. Det er langt væk, lange afstande, fattigt, underudviklet og næsten ingen turister. Det er den rå udgave af et rejsemål og forbeholdt den erfarne rejsende. Eller i det mindste den rejsende, som forstår og accepterer, at en Madagaskarrejse har en ekspeditionsagtig karakter.

Det er også et land med utrolig spændende og varieret natur, fyldt med stammer fra Afrika, Arabien og Asien, som alle har bibragt elementer til Madagaskars alsidige kultur.

Vi har i bedste vanlige stil være blandt Lemurer i kyst, bjerg og ørkenskove. Vi har set store krokodiller, firben, kamæleoner og fugle. Ved kysten oplevet fiskerlandsbyer, hvor små fiskerbåde, med hjemmelavede, mangefarvede sejl er gået gennem store brændinger for at hente deres fangster. Vi ser fisk i alle regnbuens farver, som er hentet derude, hvor bølgerne brydes ved de enorme koralrev.   Andre fiskere henter fisk, der minder om hornfisk, mens nogle indbringer sværdfisk samt store for os ukendte fisk, som er hentet på dybt vand. Det synes som om, disse ”havhåndværkere” hver dag sætter livet på spil.

Vi finder vaniljebonden. Han kører foran i sin 4 hjuls trækker. Han fører os til sin farm med 1000 ha sumpe, floder, kanaler og lavlandslandbrug. Vi er i Østmadagaskar. Her er klimaet varmt og fugtigt. Vindene fra Det Indiske Ocean før fugt med sig. Værst når monsunen kommer. Det regner op til 6 meter om året.

Bonden dyrker madagaskarpeber, nelliker, og vanilje. Men først og fremmest hentes der olieholdige blade fra træer inde i sumpen, hvorfra der udvikles olieessens. 250 indfødte sejler i kanoer rundt og plukker dette ”sumpguld” til levering ved plantagens destilleri. Der bliver til 10 tons pr. dag men kun til få liter olie.

Men vi ville gerne se vaniljeplantagen. Den udgør 14 ha og her vokser vaniljen i halvskygge under oliebladstræer. Denne smukke orkide forvandles gennem et fornemt håndarbejde til eksistensgrundlaget for store dele af befolkningen på disse kanter. Bonden fortæller stolt, at han producerer 10 tons om året.

Vi havde ventet kølighed i Madagaskars bjerge. Men i år var det varmt. Da vi nåede frem til de store sletter og kom til sand og ørken, blev det naturligvis varmere. Heldigvis blæste det også ganske fornuftigt, så vi ikke fik hedeslag.

Der er mange indtryk. Smedene, som møgbeskidte smelter metal uden fodtøj. Guldgraverne i floderne. Safirjægerne. Børnene, som dukker op alle vegne. Kulsvierne, ris dyrkerne og teglværksarbejderne.

Vi sidder fast. Bussen har gravet sig ned i sandet. En lastbil stopper, på dette gudsforladte, tørre og støvede sted. Stropper sættes på, som knækker. Men jernkæder hjælper og vi kan trækkes fri og komme videre på denne nyrerystende vej.

Mogens