Postkort fra Madagaskar

September 2023

Jeg er netop hjemvendt fra Madagaskar og står med det ene ben ude ad døren igen, på vej til Amazonas Galapagos.

Starten på Madagaskarrejsen blev noget anderledes end den plejer. Vi mødte til vores Air France fly i Kastrup kl. 4 morgen, men flyet kom ikke og var heller ikke aflyst. Pist forsvundet. Ingen repræsentant for Air France tilstede, blot en meddelelse om, at vi skulle flyve kl. 14:40 via Amsterdam, til Kenya og derfra til Madagaskar. En rejse på 18 timer over Paris blev til 36 timer over Kenya! Man må håbe, at vi alle får kompensation fra Air France. Selv har jeg søgt om 600 Euro.

Vi mistede en dag i programmet, hvilket var ærgerligt, specielt taget i betragtning, at netop denne dag indeholdt en kamæleon farm, nærkontakt med lemurer, krokodiller og et besøg i en nationalpark. Til gengæld undgik vi nogle af Madagaskars værste veje, hvilket ikke siger så lidt.

Madagaskar har et stort turistpotentiale. Turistministeren fra Madagaskar, spurgte mig for et par år siden, hvad der skulle til for at udvikle turismen og jeg svarede, at lufthavnen og passagen gennem denne, samt vejenes rigtig dårlige tilstand er et problem. Nu har man bygget en ny lufthavn og selv om man ikke kan give mig æren for det, så kunne man måske alligevel opkalde den efter mig. Måske noget med ”Sigerdal Airport of Antananarivo” 😊

Madagaskarrejsen er en natur og kultur rejse. Vi ser på begivenheder, som dukker op på vores rute, fra bryllupper, til teglværker, ris bønder på markerne, markeder, folk som pander guld. Vi møder safir gravere i et flodleje, møder fiskere og ser fiskerlandsbyer. Vi besøger værksteder hvor der arbejdes i metal, bøffelhorn, træ og ædelsten. Vi hilses ad dansere, sangere og musikere. Vi bliver roet af rorkarle, som synger, mens de fragter os gennem kanaler og sumpe. Vi sejler til parfumemarker og kører ind i et område med vanilje produktion. Dette blot for at illustrere noget af det Madagaskar har at byde på.

Naturen er uden sidestykke. Det fleste planter, træer og dyr lever kun på Madagaskar. Vi oplever lemurer på tæt hold, både dag og nataktive. Vi ser kamæleoner, firben, slanger, og sommerfugle. Kommer ind i tågeregnskov, sumpe, græssletter og ørkener. Er i 1200 meters højde til o meter ved Mozambique Kanalen og tager på tur ud til Det Indiske Ocean.

I højlandet er det køligt. Omkring 16 grader på denne årstid. I lavlandet 36 grader nogle gange over 40 grader i bussen.

Jeg siger ofte, at det at rejse til Madagaskar ikke er for enhver. Det ved de fleste godt, når de melder sig til rejsen. At tage til Madagaskar kræver god rejseerfaring og fleksibilitet. Oplevelserne står heldigvis i kø og belønner den, der begiver sig ud i sådan en ekspeditionsagtig rejse.