Postkort fra Mexico
November 2005

Vi landede i Acapulco og kørte lange med kysten frem mod vores hotel. Byens navn klinger på linie med Copacabana i Brasilien – et kendt badeområde, som tidligere var forbeholdt de rige. Særligt Amerikanerne kom hertil, da Acapulco lå langt væk fra alfarvej og vi passerede da også hotellet hvor den amerikanske mangemillionær Howard Huges levede en del af sine sidste år. I Acapulco bor der omkring 600.000 mennesker og byen er nu mere et charter mål for Canadier og Amerikanere end for de få udvalgte. Vi blev indlogeret på hotel, all inclusive, og fra mit værelse var der udsigt over det meste af Acapulco bugten. Jeg havde en fornemmelse af Rio, når jeg om aftenen sad på min balkon, som hængte udover vandet 20 etager længere nede. Vejret var godt. Solen skinnede konstant og hen under eftermiddagen begyndte en fin brise at blæse hen over bugten. Strandene var fine med alle muligheder for sø og sejlsport, samt for at få justeret væske beholdningen, da der er fin strandservice til alle tider. Omkring Acapulco ligger der nogle små markeder, som sælger alt muligt inklusiv alt muligt bras, men det er så absolut stranden, diskotekerne og restauranterne, der er byens attraktion.

Turen gik videre. Op i bjergene mod Mexico City. Landskabet blev varieret. Bjerge på begge sider af vejen, store udtørrede flodlejer og hist og her, broer over brusende floder. Frem mod sølvbyen Taxco blev landskabet mere tørt. Der var små frugtbare dale, men der blev flere kaktus og agaver. Nogle kaktusser i mere end mandshøjde, samt budske med blå og røde blomster. Nogle steder havde landskabet en helt blålig tone. Jeg indlogerede mig på et gammel hotel i Taxco. Byen ligger ved de gamle sølvminer og har tradition for at lave sølvsmykker, hvilket da også præger handelslivet. Der er toppede brosten i de stejle gader, gamle kolonistils huse overalt, samt en lille fin central plads ved katedralen. Det blev ”de dødes dage” den aften. Første aften ærer man og beder for de, der har begået selvmord. Anden aften beder man for de døde børn og tredje aften beder man for alle de døde. Små ”altre” bliver skabt i gaderne – oftest med fotografier af den døde – samt offergaver. Flasker med spiritus, cigaretter, sukkerkranier, skelletdukker o.l. i store mængder. Børnene var klædt ud, som hekse, sorte enker, trolde, djævle eller som trafikofre.

Så blev det Mexico City. Verden største by med ca. 25.000 000 indbyggere. Når man kun har 3 dage, så er det umuligt at se alt i området. Jeg boede lige i centrum og valgte at se katedralen, præsidentpaladset, samt det nyligt udgravede Azteker tempel, som blev fundet i forbindelse med udgravningen af byens underjordiske metro. Desuden gik jeg på markedet i byens midte – tænk! En CD koster kun 5 kr. Vi kørte ud til de flydende haver i den sydlige del af Mexico City, hvor vi sejlede på kanalerne i små kulørte både. Der var lidt Tivoli og baljerne over stedet, men det gode er, at mexicanerne selv, i store flokke kommer til haverne for at nyde vandet og folkelivet. Overalt sejler der både. Nogle med mennesker, der bliver staget rundt, andre med madsælgere eller orkestre med mexicaner hatte og blæseinstrumenter. Meget underholdende og folkeligt. Jeg besøgte også de gamle pyramider. Smukke i skæret fra solnedgangen og fra toppen kunne vi se ud over hele det landområde som engang har været en hel by, med masser af templer og beboelseshuse.

Turen sluttede med et besøg på Frida Kalhos museum. Dette smukke blå hus er så fuld af historie, og kunst samt kærlighed og smerte. Absolut et besøg værd.

Mogens Sigersdal