Postkort fra Namibia
Marts 2019

Namibia har mange spændende facetter. Det er et land præget af kulturer fra mange forskellige etniske grupper. Navne som Hottentot, Buskmænd, Tysk Namibier og Boere, kalder erindringer frem fra barndommens glemsel.

Vi lander i Windhoek Namibias hovedstad og modtages af ”Admiral von Sneider”, som på godt og ondt bliver vores lokale guide på rejsen. På godt, da manden har en helt utrolig viden om landet, fra stort til småt, på ondt fordi han repræsenterer en uddøende hvid tysk minoritet, som gerne så ”de gode gamle dage” vende tilbage. Tilbage til dengang fra 1890 til 1918, hvor Namibia var tysk koloni eller i det mindste, den efterfølgende periode, hvor Namibia var under Sydafrika. Han starter ud brovtende og ubehagelig. Efter et par alvorlige ”armlægninger” bliver han dog blidere, som dagene går, uden det lykkes at finde en passende samarbejdsform.

Vi ser Windhoek, som er en moderne by med 300.000 indbyggere, før vi kører mod syd for at køre ind i Kalahariørkenen. Her oplever vi skiftet, fra land med 350 mm regn om året til 200 mm og her er tydeligvis behov for regn lige nu, da alt ser udtørret og vissent ud. Regnen er udeblevet 4 år i træk, selvom der er forskel lokalt. Bønderne sælger og reducerer deres kvægbesætninger grundet tørken.

Vi kører til vores lodge, som er på kun 8.500 ha. Som mange kvægfarme omkring os, er denne farm stoppet med at holde kvæg og er i stedet gået over til ”gamedriving”. Vi kan således bo der, hvor vildtet holder til og desuden kører ud for at spotte dem om aftenen. Vi ser Kudu, Steinbok, Impala, Oyx, Zebra, Gnu, Ørkenræve og Giraffer, for at nævne noget. Jo og så vildsvin, jordegern og fugle.

Som dagene går, kører vi gennem dette formidable land med storslået natur. Intet mindre. Kalahari afløses af Namibørkenen, som er verdens ældste ørken med den mindste nedbør noget sted, kun at sammenligne med Atacamaørkenen i Chile. Klippe og sandformationer. Granit, limsten, sandsten og rester af vulkansk materiale. Kæmpe klitter, som er i stadig bevægelse, skiftevis vest øst og øst vest. Her er vildt overalt. Vi ser i hele Namibia dyr, selv de mest øde og utrolige steder.

Vi bor på spændende lodges. Det gælder såvel hvad angår arkitekturen og beliggenheden i helt enestående naturomgivelser langt fra øvrig menneskelig beboelse. Maden er også et kapitel for sig selv. På menuen er blandt andet diverse antiloper samt zebra. Det kan ikke gøres meget bedre.

Ved Atlanterhavet falder temperaturen fra 40 grader i skyggen til 20 grader. Det blæser. Heldigt for landet, da fugten fra havet giver overlevelsesmuligheder for dyr og planter i land. For os er det køligt og overtøjet må findes frem om aftenen.

Vi sejler med katamaran og har nærkontakt med sæler og pelikaner, som under turen flyver og springer ombord på skibet. Det er god underholdning i et nyt spændende Namibia natur-set up.

Vores besøg ved Buskmænd og Dama folk er interessante, specielt set fra en historisk vinkel. Disse folk lever ikke længere som nomader i ørkenen. Derimod er et besøg hos Himbafolket noget mistrøstigt. Det er ulykkeligt langsomt at miste sin identitet.

Vi kører med landrover i den nordlige del af Namibia. Vi ser det meste af det vildt, som findes i Afrika. Vi er blandt andet tæt på løver, giraffer og elefanter. Vi ser sorte og hvide næsehorn. I luften er der gribbe og ørne. Flokke af gnuer og zebraer samt strudse trasker over de støvede og udtørrede sletter.

Ved afslutningen af vores 17 dages rejse finder vi ud af, at vi har kørt knap 4000 ekspeditionsagtige kilometer. Vi blev udmattede og overvældede. Der er ikke meget der ligner Namibia. Mogens