Postkort fra Namibia
Oktober 2019

Jeg er rejst i forvejen. Namibia er et fantastisk land at rejse i, med store afstande og store oplevelser. Jeg mødes med min nye guide/chauffør, som viser sig at være en fremkommelig Namibier fra det tyske mindretal. Vi aftaler spillereglerne indbyrdes, løser praktiske problemer, check ér bussen i garageanlægget og indkøber noget elektronisk gear, som skal forbedre kommunikationen i bussen. Det viser sig ovenikøbet, at det virker. Jeg mødes med lokalagenten, som er flittig, troværdig og god. Jeg er klar.

Mine rejsende kommer fra Danmark. Nogle mere fit for fight end andre. To dage senere, må jeg i Namibørkenen finde en ambulance til en deltager, som har fået blodpropper i benet og i lungerne og som bare ikke kan fortsætte mere. At skaffe en ambulance her, i en af verdenens mest øde og fjerne ørkener er ikke helt nemt. Fra lodgen, er der en lille redningsstation 60 km gennem noget af det mest vanskelige terræn, man kan forestille sig. Det lykkes at få ringet dem op og de vil gerne hjælpe. Men da jeg beder dem om at køre patienten til et privathospital i hovedstaden mange hundrede kilometer mod nord siger de nej. De er kun distrikts ambulance. Jeg må derfor ringe til privathospitalet for at finde en løsning. Løsningen er: Distrikts ambulancen skal hente min patient og køre hende til grænsen for deres distrikt. Her skal de om natten møde en ambulance fra hospitalet og køre hende til hovedstaden. Timerne går. Ambulancen kommer og er usikre på mødestedet. Jeg tegner et kort. ” I skal mødes her!” ”Lige ved politistationen”. Jeg sætter en rund ring omkring mødestedet på et autoriseret landkort. Patienten lægges i ambulancen og forsvinder i natten, gennem ørkenen. Hun kommer frem, til det bedste hospital i Namibia.

Bussen går i stykker. Vejene er så hårde at køre på, at airconditionen sætter ud. De 38 grader udenfor bliver til samme temperatur inde i bussen. Køleskabet med vores vand vælter inde i bussen og kølervæsken løber ud. Vi kan ikke reparere dette på stedet. I løbet af natten sendes en ny bus frem til os og vi kan fortsætte næste dag. Den bus tjener os godt på resten af turen, hvor kun 20 % af vejene er asfalterede og resten er fra dårlige til rædsomme. En enkelt gang må vi dog fylde vand på. Det havde de glemt i garageanlægget, men heldigvis har vi noget drikkevand på flasker, som klarer problemet.

Fra Kalahari til Namibørkenen gennem et land, som har været tørkeplaget gennem 8 år. Ud til kysten ved Swakopsmund, hvor vi må finde vintertøjet frem. Fra løveland til sælland. Fra ingenting til en tysk kullise by. Turen æder kilometer efter kilometer. San Buskmænd, Himbaer, Damara folk og Herero stammen. Sand, sten, dolomit, granit. Skønne farver, stor natur.

Vi ser masser af dyr. Alt hvad vi kunne drømme om. Antiloper i alle afskygninger. Næsehorn og elefanter. løver, leoparder og geparder. Gnuer, zebraer og giraffer. Og så alt det andet.

Det er hårdt arbejde at rejse i Namibia. En rejse for den erfarne rejsende. Det er fantastisk. Det er en kæmpe oplevelse!
Mogens