Postkort fra Oman
Marts 2010

Oman sømænd sejlede med varer mellem Arabien, Asien og Afrika. Deres land bestod af Oman og Emiraternes kystområder samt Zanzibar. De handlede røgelse, dadler og tørret fisk og modtog i retur, slaver, elfenben, krydderier og guld. Oman er ørken, oaser, bjerge og kløfter. Det er turkis blåt hav, med maleriske fiskelejer, gamle havnebyer og kridhvide strande.

Vi er rejst ind i Oman. En lille gruppe på 12 personer. Vi kommer fra det moderne Arabiens højhuse, med store indkøbscentre, skibakker og skøjtebaner. Fra lande, hvor der bruges penge i overdådige mængder og kun fantasien, samt investorernes tillid sætter grænser. Nu er vi på vej gennem Omans ørken og målet er ørkenbyen Nizwa. Vi kører på moderne veje og det bliver varmt. 36 grader tør hede. Vi er forventningsfulde, også jeg, for selvom jeg har været der før, så er Oman et møde med et åbent traditionelt arabisk samfund. Et land med store kulturværdier og en fantastisk historie. På mange måder den ”ægte” vare.

Vi besøger paladser og forter bygget i ler med indvendigt træværk af tømmer fra Cambodja og Burma. I gamle dage havde hver by sit eget fæstningsværk til beskyttelse af mennesker, dyr, oaser og vand. I dette land er vand, den egentlige rigdom.

Vi går på markedet ”souken”. Der dufter af krydderier, røgelse og kaffe. Kaffe indtages blandet med Safran og Kardemomme. I munden putter vi en dadel. Omans dadler er søde og smager karamelliseret. Kaffen er bitter og balanceres med dadlens høje sukkerindhold. Der handles geder og får. Der sælges geværer og sølv. Da mørket er faldet på, sælges fisk netop ankommet fra fiskelejer langs med kysten.

Rejsen fortsætter med 4 hjulstrækker. Vi har Oman chauffører. Turen går gennem det fine røde ørkensand. Vi kører og kurer os frem på siden af store sandbjerge i en sky af støv og sand. Vi rider på kameler og det er 46 grader varmt. Spiser frokost i en beduinlejer. Vores chauffører tager os dybt ind i nogle vandfyldte Wadier, hvor vi ser små afsidesliggende landsbyer omgivet af golde bjerge.

Kysten ligger foran os. Havnebyen Sur med dens skibsværfter. Her bygges stadig Dhow. Et sejlskib, som førte Omanfolkene til fjerne verdensdele og gjorde dem rige. Vi ser 3 skibe, som er i gang med at blive færdiggjorte. Om natten tager vi på stranden og finder skildpadder, som er på vej op for at lægge æg. Deres skjolde lyser i månes skær, da de stiger op af havet. Måske er de her for første gang i 37 år, siden de forlod samme kyststrækning som små. Så lang tid tager det nemlig, for den grønne havskildpadde at blive kønsmoden.

Maden er inspireret af Arabien, Østafrika, men mest af Indien. Der bruges karry, ingefær, chili og andre gode sager. Der krydres med Ras El Hanut, et blandingskrydderi. Der doseres med Muskatnød og Nelliker.

Et sted i ørknen ryger vi vandpibe, hører arabisk musik og ser mavedans. En falkoner’ viser sig selv og fuglen frem.

I Muscat ligger de gamle portugisiske handelshuse med facaden ud mod havnen. Fra balkonerne har europæiske købmand kunne følge med i sejladsen til og fra den beskyttede bugt omgivet af små bjerge. Der ude på vandet ligger et par lystyachter, nogle fiskerbåde, et par gamle træskibe og patruljefartøjer fra Omans flåde. Vi besøger fiskemarkedet. Nogle små både er netop kommet ind stuvende fulde med sild og sardiner. Her ligger blæksprutter, barracudaer og andre gode fisk til salg, for de ivrige købere. 3 mænd forsøger at løfte en tun på plads. Det må opgives, da den er for tung.

Jeg køber ind i Muscats souk. Røgelse, krydderier og nogle sjove tørrede lemon. Nogle tildækkede kvinder spørger, hvad jeg vil bruge dem til og er meget imponerede, da jeg fortæller, at mine lemon skal bruges til kylling retter eller suppe. I Oman køber mændene ind, mens kvinderne laver maden.

Mogens Sigersdal