Postkort fra Singapore

Juni 2025

Jeg har været i Singapore før. Men som mange andre, har jeg kun været på gennemrejse på vej til andre steder, eller haft det som startpunkt når jeg har sejlet krydstogt.

Denne gang valgte jeg Singapore, fordi min datter gerne ville se byen/landet og fordi jeg tænkte, at Singapore måtte kunne byde på mere end blot en enkelt dags visit.

Landet er lille. 735 km2 og med en befolkning på 6.000.000. Forbavsende nok, er der stadig mange friarealer, skove, strande og parker at finde. Desuden har Singapore et meget stort og veludbygget metro system, som begrænser trafikken over jorden. Faktisk er Singapore en meget ren by at færdes i, både hvad angår luftkvaliteten samt det faktum, at der ikke ligger affald nogen steder. Med 6.000.000 indbyggere har man valgt at indføre en meget skarp lovgivning, der ikke tillader skrald på gaderne, endsige at tygge på tyggegummi.

Der er en befolkning af overvejende Kinesere, men også en del Malajer, samt Tamiler, Indere og andre etniske grupper. Der er rimeligt nemt at finde personer, som taler engelsk. Trods det kinesiske bagtæppe, er der tale om en tidligere engelsk koloni, hvor man forstår sig på nødvendigheden af at kunne kommunikere med omverdenen. Dette er en nødvendighed, da Singapore ingen naturressourcer har, men hovedsagelig må leve af havnevirksomhed, service og turisme.

Vi landede i 32 graders varme, som dog faldt til 29 grader om natten. Alle dage havde stort set samme temperatur, dog blev solen afbrudt nogle få gange af et par kraftige regnskyl. Vi mærkede fugten og nærheden til Ækvator.

Vi valgte at tage på ture om formiddagen til lidt ud på eftermiddagen. Derefter holdt vi pause midt på dagen, for igen om aftenen at bevæge os ud i byen.

Der er fint med oplevelser og muligheder til en uge i Singapore. Allerede ved ankomsten, startede vi med Garden at the Bay, som er en meget spændende have og park, med kæmpestore drivhuse, fyldt med træer, vandfald, blomster og også nogle monsterstore kunstige dinosaurer. Første aftenen spiste vi i nærområdet ved vores hotel.  Maden er billig de rigtige steder, med mange restauranter med base i de etniske grupper, som er flyttet til Singapore.

I løbet af ugen brugte vi samme opskrift med aktiviteter om formiddagen og aftenen. Vi besøgte Little India og spiste ofte i China Town. Så det fantastiske lysshow ved Marina Bay Sands om aftenen og gik op i hotellet af samme navn for at se nærmere på dette hotel med 2.600 værelser og med et skib placeret på toppen. Vi sejlede i havnen efter mørkets frembrud, kørte med svævebane til strandene på øen Sentosa, besøgte den glimrende botaniske have og sejlede ud til en lille ø tæt på Malaysia for oplevelsens skyld. Alt kunne lade sig gøre med metro, bus og til fods (og nemt)

Aktuelt overvejer jeg, om jeg skal tage mod et tilbud om at sejle et krydstogt fra Indien, til Sri Lanka og Thailand med slutdestination i Singapore. Det kunne give en mulighed for at gense det smukke Singapore