Postkort fra Thailand
Oktober 2011

Jeg er igen i Thailand og rejser rundt mellem Hua Hin og Issan provinsen. Sidstnævnte er den provins, som har mest tilfældes med Laos.
Alle taler om oversvømmelser og det er sandt, at store dele af Bangkoks forstæder står under vand. Den centrale del og vejen til lufthavnen er helt tør.

Jeg skal denne gang besøge Kampong. Han er tekstilarbejder og fortæller, at han arbejder 8 timer hver dag til 1.800,-kr. pr. måned. Kampong er tydelig nervøs ved, at jeg skal se, hvordan han bor og usikker på, om jeg synes, det er fint nok. Men det synes jeg. Der er ikke meget plads, sådan ca. 30 m2 inkl. køkkenet, som er en del af det ene rum som Kampong og konen Lit råder over. Jeg har købt mad med og vi hygger os med mad og de få engelske ord, vi kan kommunikere med. Kampong viser mig en ny ide, han udvikler på. Der er en masse små trekantede stofrester tilovers fra tekstilproduktionen og han køber disse i kilovis. Så sidder han og konen om aftenen og syr resterne sammen til en slags karklude i flere lag, som Kampong sælger på den nærmeste benzintank til at rengøre biler med. Han får 90 øre pr. klud.

Jeg kører med en taxachauffør mod Nakornsavan. Der er kun en vejbane, som kan anvendes, idet de 6 andre er oversvømmet. Min chauffør vil gerne demonstrere, hvor dygtig han er til at forcere vandmasserne, med en finger på rattet. Han lægger mærke til mit blik og siger, at han godt kan forstå, hvis jeg kigger på hans hår(som er en kæmpe manke redt i en vestlig frisure) Han kigger intens på mig og siger. Har du nogen sinde hørt om en, der hedder Elvis Presley?

Ved Paisali skal jeg overnatte hos nogle andre venner ude på landet. I en sms for nylig fortalte de, at de havde fået en ny hund, som jeg dog kiggede noget forgæves efter, da jeg nåede frem. Historien er som følger:

Hunden fik skab og kløede sig til blods og var ikke noget særlig muntert selskab. Heldigvis kom hunde ”opkøberen” forbi og ville gerne overtage køteren. Hundehandleren havde derimod ingen penge at betale med og byttede derfor hunden med en stor plastikbalje. Mine venner foreviste stolt vidunderet, som lå i et lille aflåst skur. Da jeg bemærkede, at der lå andre store baljer derinde, fortale de, at de hver gang de solgte en hund fik en plastikbalje. Hundene blev så solgt videre til restauranter ved grænsen til Kina.

Mogens Sigersdal