Postkort fra Usbekistan
September 2013

Glæden over min rejse ramte mig ekstra stærkt i den gamle karavane by Bukhara. Det var ved et veldækket bord i et privat usbekisk hus. Mors to tvillingdøtre serverer. Vi sidder i skyggen i gårdhaven og har behagelige 27 grader, svalet af en dejlig brise.

Maden er nærmest arabisk. Salaterne, yoghurten og brødet. Lammekødet og risen. Den bedste ris er fra Khiva, en oase by inde i den 300.000 km2 store røde ørken.

Bomuldshøsten er i gang. Melonerne bugner på markederne. Frugt og grønt. Landet er på vej op af tornerosesøvnen godt hjulpet på vej af flid, olie, guld og naturgas.

Kulisserne er fremragende. Moskeer, mausoleer, koranskoler, karavanseraier og minareter. Nogle fra år tusind.

Gamle borge knejser over byerne. I brolægningen ses hjulsporenes slid fra karavanevogne, som er kommet fra Kina i øst eller Tyrkiet i vest.

Historien fortæller om perserne, tyrkerne og russerne. Den fortæller om Alexander den store, Djengis Khan og Timur Lenk.

Ægte tæpper af uld fra får eller kameler faldbydes. Det samme gør silketæpper. Jeg lærer om forskellen mellem tæppetyperne, kvalitet og design. Om farvning af garner og tæppernes anvendelse. Her vokser også morbærtræer og høstes silke af god kvalitet.

Usbekiske guld smil møder os overalt. De er et tegn på rigdom og skønhed, siger de. Og også på, at Usbekerne har store guldminer i den østlige del af landet.

Der spilles musik for os på forskellige strenginstrumenter. En lettere klagende lyd med et rytmisk underlag af håndtrommer. Unge piger med langt sort hår ned til hofterne danser for os. De hvirvler rundt og spreder glæde og skønhed omkring sig. Tænk, hvordan karavanefolkene har oplevet dette efter måneder gennem hede ørkener og stejle snedækkede bjerge?

Vejen bugter sig langs med grænsen til Turkmenistan. Her ligger floden Amu Durya, som kommer helt fra det nordlige Indien. Den gnaver sig mere end fire tusinde kilometer gennem Centralasien og giver liv til mennesker og dyr. Et andet sted er vi nær Afghanistan. Men Usbekerne er trods sin muslimske historie milevidt fra sekterisme, fundamentalisme og kvinder med slør. 

Vi er på forkant med turismen. Her er få, men det varer ikke ved. Dertil er Usbekistan for stor en perle. Navne som Tasjkent, Bukhara, og Samarkand dufter af eventyr og krydderier.  Asien og Orienten mødes i smagen af aubergine, koriander, spidskommen, karry og tomater. Jeg tænker på, hvordan smagen må være af en Usbekisk kvindes læber.

Natten er kommet nu. En nattesøvnsvodka er drukket.. Jeg lægger øre til lyden af cikader, mens månens lys rammer mit gulv gennem mit utildækkede vindue.