Postkort fra Usbekistan
September 2014

Sandet hvirvler over hovedvejen, som blot er et smalt landevejsspor, og slører udsigten til den lastbil som kører forude. Vi er på vej fra Oasen Khiva til Bukhara. Sandet er rødt.

I Bukhara køber vi tæpper. Turkmenske og Usbekiske tæpper fortæller historier om traditioner, familier og penge. De er ikke billige, selvom der er forskel på de, der er lavet af kameluld, eller silke.

Vandringer i basaren fører os til håndværkere, som laver træskærerarbejder, marionetdukker, keramik, smedejern og miniature malerier. De sidste med motiver fra 1000 og en’ nat og andre fortællinger.

En Rejse i Usbekistan er i sig selv en fortælling. Historien om karavaneveje og byer, som kan dateres minimum 2750 år tilbage. Om folkeslag, krige, herskere samt handel. Her findes vidnesbyrd om samhandel med Indien og Kina samt Persien. Om samhandel med Rusland og Tyrkiet. Tyrkiet, som porten til Europa.

På pladsen i Samarkand sidder Timur link og skuer ud over sit tabte rige.

Ved Oleg Beg observatorium aner vi den islamiske verdens bidrag til videnskaben. Matematik, astronomi, skoler og læreanstalter. Fra en tid, hvor Europa var dyb middelalder. En tid hvor kunst, kultur og videnskab gik hånd i hånd. ”Religion forsvinder som tåge. Riger styrter i grus. Videnskaber vil bestå”.

Vi drikker grøn te og spiser grøntsager som aldrig før. Vi er atter bænket i et privat hus, hos en familie som serverer. Lækkert, rigeligt og eksotisk. Hver dag en ny suppe. Og så er der brød. Brød i rigelige og friske mængder.