Postkort fra Vietnam
Maj 2007

Der tager lidt tid før man begynder at få hold om, hvad Vietnam er. Man kan ikke lade være med at sammenligne med nabolandet Kina, men Vietnam er meget anderledes. Lidt efter lidt sniger landet sig ind under huden. Her er østen, med sine traditioner, religion, filosofi, madvarer, musik og kultur, blandet med fransk indflydelse, arkitektur, skriftsprog, og brede trækransede gader og boulevarder.

Vietnam er inde i en rivende udvikling. Store projekter realiseres og der er markant økonomisk fremgang, samtidig med at Vietnam stadig har stor fattigdom. Der er forholdsvis økonomisk frihed til investeringer i landet, på trods af at kommunistpartiet stadig er ved magten. Det er også muligt at udtrykke sine personlige og politiske holdninger, på en måde som var uset for bare 5 år siden – men man kan ikke eksempelvis offentlig udtrykke et ønske om at få partiet ”afsat”.

Rejsen starter i Nord Vietnam i den politiske hovedstad Hanoi. En provinsiel udseende by med 4,5 millioner indbyggere. Jeg besøgte Vanddukketeateret, hvor man viser dukkespil med ældgamle traditioner udført i et vandbassin. Jeg vandrede gennem den gamle bydels gader fyldt med 1000 vis af små forretninger og spiste i fusions restauranter med Vietnamesisk mad tilsat et fransk stænk. Ho Chi Minh, landet politiske faderskikkelse, ligger stadig i sin glaskiste og vi vandrer ærbødigt forbi.

Toget går mod nord, mod den Kinesiske grænse. Vi stopper i Lao Chai. Her er der spillebuler for kinesiske turister og bordeller, som Vietnameserne ikke kan benytte. Vi fortsætter mod Sapa og gør holdt ved lokale markeder, hvor Hmong folkene sælger madvarer, tøj, husgeråd og dyr. De er klædt farvestrålende. Kvinderne sælger hjemmelavet ris brændevin, som mændene drikker. Vi spiser på markedet, hvor vi vælger os en griseskank, som bliver vejret og vi betaler, for den mængde vi spiser. De næste par dage trekker vi. Vi ser rismarker, begravelser, skoler, bryllupper, fiskeri m.v. når vi går fra landsby til landsby.

Turen går nu til Ha Long Bugten. Vi sejler i et par dage på en ”junke”. Vi er priviligerede. Der er kun 8 passagerer og vi sejler med høj service i en bugt fredet af Unesco. Skønne øer. Sol og mild vind. Vi får seafood. Hummer, rejer østers. Lægger til ved en lille strand og går ned i drypstenshuler.

Rejsen fortsættes med fly til Hue´den gamle kejser by. Vi er ca. 75 km fra den 17 breddegrad, som engang skilte Nord og Syd Vietnam. I lufthavnen i Da Nang står Amerikanernes helikopterhangarer endnu. Herfra udgik mange bombetogter mod VietCong og fly fyldt med sprøjtemiddelet Orange Yellow, som den dag i dag ødelægger store landområder med sit giftige dioxin. I Hue´ligger det gamle kejserpalads smukt ved floden. Men vi ser kun resterne af det, der engang var. Amerikanerne udbombede 95% af paladset under krigen.

Hoi An ligger derimod som en historisk perle af en by lidt længere sydpå. Engang en sørøver by. Det er tydeligt at se, at dens indbyggere har oprindelse i Indonesien og andre steder i Stillehavet. Der er smukke gamle bygninger, flod og små kanaler. Gode spisesteder. Her kan vi få syet os et nyt sæt tøj på under 12 timer. ”Say me what you like Mr. And we make”

Med fly når vi frem til Saigon, som er den økonomiske hovedstad i Vietnam. 8½ million indbyggere og en fantastisk trafik. Vi kører ind og ser det forhenværende præsidentpalads. Der holdt Sydvietnams præsident til og her kørte den Nordvietnamesiske tank igennem lågen og krigen var forbi. Vi tager ud til VietCong tunnelerne, hvor VietCong gemte sig under jorden under krigen. Et netværk på over 200 km. Imponerende.

Vores tur slutter i Mekong Deltaet.Vi sejler i et par dage og ser på flydende markeder, fiskeri og landbrug. Både sejler på kryds og tværs. Flere millioner bor her og er afhængige af denne flod. Der vaskes tøj, laves mad, vaskes hår og hentes drikkevand i Mekong. Vi smager på risvin lavet på ris og vilde bier og spiser store fisk. Floden er i evig bevægelse. Den er travl. En livgivende vandåre , Vietnams kornkammer.

Mogens Sigersdal