Postkort fra Burma
November 2009
Burma mit hjerte.

Efter en dags trekking nåede vi den afsidesliggende landsby. Vejen, som gik op og ned gennem bjerge og frodige dale, var kun på korte trækninger en egentlig vej. Resten var stier med trin udhugget i rent rødt ler, eller skærver enten smidt i huller eller kunstfærdigt lagt i en velordnet ”skærvebunke” hist og her.
Overnatningen foregik i et kloster. Et hårdt stengulv, tynde bast måtter, men varme tæpper. Deroppe regerer munken. Ikke alene over en lille håndsfulde munke og klosteret. Han er både åndelig vejleder, skolelærer, øverste myndighed og landsbyens overhoved. Vi får den ide’ at arrangere en fest og det er munken med på. I hjørnet står en stor tragt, som der kan sættes et lydanlæg til og det bruger munken, når der skal annonceres officielle meddelelser til landsbyen. Snart gjalder invitationen ud til landsbyens 575 indbyggere.
Om aftenen danser vi med landsbyens beboere. Nogle bygger en varmluftballon af nogle plasticposer, som bliver sendt til vejrs med en brændende petroleums flamme inden i. Og så bliver der spillet musik for gong gong og trommer. Festen afsluttes med affyring af hele 15 kinesere. Sikke en fest.

Landbrug overalt. 3 store floder føder Burma med rigeligt vand. Markerne bugner. Ris, Hirse, Hvede. Kartofler, Bomuld. Sesam, Palmeolie, Sukker, grøntsager og nogle af dem, kender vi ikke engang navnet på. Frugt i massevis, for overalt hænger bananer, ananas, avokadoer. Her er bær og nødder. Vi kører med hestevogn og oksekærrer og ser markerne blive høstet med segl og negene blive tærsket i hånden. Afsvedne majsmarker fra sidste sæson står tilbage som foder for dyrene. Vi har ikke set magen til frugtbarhed noget sted før.

Turen går over Inlesøen i hurtiggående motorkanoer. Man kan ikke bo bedre end vi gør. Hotellet står på pæle ude i søen og udsigten er formidabel. Man kan heller ikke transporterer sig mere behageligt end fra disse motorbåde. Skumsprøjtet står bagud og små dråber når vores ansigt. Fiskerne lægger net stående på et ben. Det andet ben ror de med. Deres silhuetter står sorte mod solen. Shan folket bor i landsbyer bygget af træ, som står på teaktræs pæle i vandet. De har lavet flydende grøntsagshaver, som de gøder med siv fra søens dyb. Tomater og agurker vokser her.

Munkene er på vej i hundredvis til et nærliggende kloster. Bådene er fyldte med de rødklædte munke, som vinker. Vi deltager i den årlig donationsfest sammen med folkeslag fra hele søen. Her er både Shan folk, Karenere samt Bao folk. Vi ser kvinder med ”lange halse” fyldt med stor tunge guldringe.

Langs med de store floder ses fattigdommen. Millioner lever på kanten af eksistensen. De har ingen jord og kan kun sælge deres arbejdskraft. De slæber sand, trækul og byggematerialer. Kører rickshaw, taxaer og hutler sig frem. Levealderen er en af de laveste i verdenen. Byerne og livet der’, gør sit til denne statistik. Et flittigt folk, som ikke kan tåle mere flid.

I junglen arbejder elefanter med teaktræ og her ligger også verdens største tigerreservat. Burma huser nogle er verdens største uberørte skove med et varieret dyre og planteliv. Nord for Mandalay hentes rubiner og safirer og så er her olie og naturgas i store mængder.

Vi er enige om, at vi aldrig er blevet mødt med så stor venlighed noget sted før. Burma virker først og fremmest på ens følelser. Skønhed og æstetik er en del af folkesjælen. Orkideer, træer, kunst og kultur. Vi ser dukketeater, dans og hører musik

Alle steder er Buddhismen nærværende. Alene i Bagan ligger der 6.000 helligdomme. Guld dækker spir og tage på mange klostre og stupaer.

Militæret synes fraværende i daglig dagen. Den offentlige civile sektor fungerer på lavt blus. Vejene og institutionerne forfalder. Man ser heller ikke meget politi eller militær på vejene. Det synes som om, at militæret mere tager sig af indre opposition og har travlt med egne forretninger. Jeg kan ikke bruge min mobil telefon eller få besked pr. sms. Adgang til internet er meget begrænset og dyr. TV stationer er der kun få af og de er kontrolleret af regeringen. 20 års boykot har ikke flyttet en pind, men forarmet befolkningen yderligere. Vi har bragt os selv uden for det væsentligste, nemlig kontakt og dialog med befolkningen.

Maden er et kapitel for sig selv. Inspirationen kommer fra Indien, Kina og Thailand. Råvarerne er sublime. Der er balance mellem farver, duft og smag. Masser af grøntsager, kød, fisk, skaldyr og frugt. Dertil kommer ris, kartofler, pasta og nudler.

Lederen af dukketeateret kommer til mit bord.” Jeg håber du nød vores show?” Hvordan kan man andet, når der bliver udført med sådan en faglighed og dygtighed? Og af så smukke kvinder siger jeg? Jeg tilføjer, at det må være svært at føre så mange snore, for på de største dukker er der op til 60 i alt. Disse kvinder har snore ned til ikke alene arme og ben på deres marionetter, men også til øjne og øjenlåg. Mit svar glæder hende dybt. ”Det klassiske teater er ved at dø ud” siger hun. Hun tilføjer, at hun er glad for at udlændinge kan se dets værdi. Men det er ikke alle som kan det. De nye kolonialister i Burma er kineserne. En gruppe af dem ”optræder” lidt senere oppe på scenen. Den ene leger abe foran en gruppe dansende piger

Mogens Sigersdal