|
Postkort fra Burma
November 2009
Burma mit hjerte.
Efter en dags trekking nåede vi den afsidesliggende
landsby. Vejen, som gik op og ned gennem bjerge og
frodige dale, var kun på korte trækninger en egentlig
vej. Resten var stier med trin udhugget i rent rødt ler,
eller skærver enten smidt i huller eller kunstfærdigt
lagt i en velordnet ”skærvebunke” hist og her.
Overnatningen foregik i et kloster. Et hårdt stengulv,
tynde bast måtter, men varme tæpper. Deroppe regerer
munken. Ikke alene over en lille håndsfulde munke og
klosteret. Han er både åndelig vejleder, skolelærer,
øverste myndighed og landsbyens overhoved. Vi får den
ide’ at arrangere en fest og det er munken med på. I
hjørnet står en stor tragt, som der kan sættes et
lydanlæg til og det bruger munken, når der skal
annonceres officielle meddelelser til landsbyen. Snart
gjalder invitationen ud til landsbyens 575 indbyggere.
Om aftenen danser vi med landsbyens beboere. Nogle
bygger en varmluftballon af nogle plasticposer, som
bliver sendt til vejrs med en brændende petroleums
flamme inden i. Og så bliver der spillet musik for gong
gong og trommer. Festen afsluttes med affyring af hele
15 kinesere. Sikke en fest.
Landbrug overalt. 3 store floder føder Burma med
rigeligt vand. Markerne bugner. Ris, Hirse, Hvede.
Kartofler, Bomuld. Sesam, Palmeolie, Sukker, grøntsager
og nogle af dem, kender vi ikke engang navnet på. Frugt i
massevis, for overalt hænger bananer, ananas, avokadoer.
Her er bær og nødder. Vi kører med hestevogn og
oksekærrer og ser markerne blive høstet med segl og
negene blive tærsket i hånden. Afsvedne majsmarker fra
sidste sæson står tilbage som foder for dyrene. Vi har
ikke set magen til frugtbarhed noget sted før.
Turen går over Inlesøen i hurtiggående motorkanoer. Man
kan ikke bo bedre end vi gør. Hotellet står på pæle ude
i søen og udsigten er formidabel. Man kan heller ikke
transporterer sig mere behageligt end fra disse
motorbåde. Skumsprøjtet står bagud og små dråber når
vores ansigt. Fiskerne lægger net stående på et ben. Det
andet ben ror de med. Deres silhuetter står sorte mod
solen. Shan folket bor i landsbyer bygget af træ, som
står på teaktræs pæle i vandet. De har lavet flydende
grøntsagshaver, som de gøder med siv fra søens dyb.
Tomater og agurker vokser her.
Munkene er på vej i hundredvis til et nærliggende
kloster. Bådene er fyldte med de rødklædte munke, som
vinker. Vi deltager i den årlig donationsfest sammen med
folkeslag fra hele søen. Her er både Shan folk, Karenere
samt Bao folk. Vi ser kvinder med ”lange halse” fyldt
med stor tunge guldringe.
Langs med de store floder ses fattigdommen.
Millioner lever på kanten af eksistensen. De har ingen
jord og kan kun sælge deres arbejdskraft. De slæber
sand, trækul og byggematerialer. Kører rickshaw, taxaer
og hutler sig frem. Levealderen er en af de laveste i
verdenen. Byerne og livet der’, gør sit til denne
statistik. Et flittigt folk, som ikke kan tåle mere flid.
I junglen arbejder elefanter med teaktræ og her ligger
også verdens største tigerreservat. Burma huser nogle er
verdens største uberørte skove med et varieret dyre og
planteliv. Nord for Mandalay hentes rubiner og safirer
og så er her olie og naturgas i store mængder.
Vi er enige om, at vi aldrig er blevet mødt med så stor
venlighed noget sted før. Burma virker først og fremmest
på ens følelser. Skønhed og æstetik er en del af
folkesjælen. Orkideer, træer, kunst og kultur. Vi ser
dukketeater, dans og hører musik
Alle steder er Buddhismen nærværende. Alene i Bagan
ligger der 6.000 helligdomme. Guld dækker spir og tage
på mange klostre og stupaer.
Militæret synes fraværende i daglig dagen. Den
offentlige civile sektor fungerer på lavt blus. Vejene
og institutionerne forfalder. Man ser heller ikke meget
politi eller militær på vejene. Det synes som om, at
militæret mere tager sig af indre opposition og har
travlt med egne forretninger. Jeg kan ikke bruge min
mobil telefon eller få besked pr. sms. Adgang til
internet er meget begrænset og dyr. TV stationer er der
kun få af og de er kontrolleret af regeringen. 20 års
boykot har ikke flyttet en pind, men forarmet
befolkningen yderligere. Vi har bragt os selv uden for
det væsentligste, nemlig kontakt og dialog med
befolkningen.
Maden er et kapitel for sig selv. Inspirationen kommer
fra Indien, Kina og Thailand. Råvarerne er sublime. Der
er balance mellem farver, duft og smag. Masser af
grøntsager, kød, fisk, skaldyr og frugt. Dertil kommer
ris, kartofler, pasta og nudler.
Lederen af dukketeateret kommer til mit bord.” Jeg håber
du nød vores show?” Hvordan kan man andet, når der
bliver udført med sådan en faglighed og dygtighed? Og af
så smukke kvinder siger jeg? Jeg tilføjer, at det må
være svært at føre så mange snore, for på de største
dukker er der op til 60 i alt. Disse kvinder har snore
ned til ikke alene arme og ben på deres marionetter, men
også til øjne og øjenlåg. Mit svar glæder hende dybt. ”Det
klassiske teater er ved at dø ud” siger hun. Hun
tilføjer, at hun er glad for at udlændinge kan se dets
værdi. Men det er ikke alle som kan det. De nye
kolonialister i Burma er kineserne. En gruppe af dem ”optræder”
lidt senere oppe på scenen. Den ene leger abe foran en
gruppe dansende piger
Mogens Sigersdal
|