Postkort fra Mellemamrica
November-December 2010
Panamakanalen er en menneskelig og teknisk bedrift næsten uden sidestykke i verdenshistorien. Vi står her, en lille rejsegruppe fra Danmark og ser skibene sejle gennem sluserne, mens den tropiske sol farvegrunder vores hud. Dagen før sejlede vi til en lille pragtfuld tropeø Taboga ud for Panama City og så skibene ligge på rad og række for at komme igennem kanalen. Vi når også at tage en tur gennem det gamle Panama City, som er en by, der er i gang med en tiltrængt modernisering. Vi stifter her bekendtskab med Cuna indianere og en Panama befolkning, der tydeligvis har en større andel sort blod i årene, end flere af de lande vi efterfølgende besøger. I la Boquete vandrer vi i tågeregnskov. Regnen er både horisontal og vertikal. Vi besøger en kaffefarm og ser alt lige fra kaffeplukningen til det færdige produkt i poser. ”Verdens bedste kaffe” siger finca ejeren Mr. Rich.

Fra det kolde og fugtige La Boquete kører vi over grænsen til Costa Rica. Vi passerer store områder med oliepalmer, som er blevet afløseren for bananer, da United Fruit trak sig ud af landet. UF syntes, at bananarbejdernes lønkrav var for høje.
Vores mål er at komme ud til Stillehavskysten, denne gang til tropisk regnskov.
Med havgående motorbåd sejler vi ad Sierpe floden ud på Stillehavet. Vi sejler gennem brændingen og når efter et par timers sejlads frem til en nærmest paradisisk, palmeklædt kyst. Der´ går vi i land for at opleve junglen på tætteste hold. Regntiden er lige slut og stierne er mudrede og oversvømmede. Alligevel er vi heldige og ser blandt andet aber og papegøjer, samt de sjove næsebjørne Goati.
På hjemvejen sejler båden gennem mangrove, hvor vi ser en mængde fugleliv, samt en trælevende Boa slange. Ved vores hotel er stranden vild. Oprørte bølger og store mængder af drivgods, som er skyllet med floderne ud i havet.

I Nicaragua slår fattigdommen en i møde, så snart grænsen er passeret. Både mennesker, heste og kvæg ser udmagrede ud. Men alligevel. Der er noget over det her land.
Vi sejler ud til øen Ometepe, som ligger i Nicaraguasøen. Søen er over 8.000 km2 stor. Ometepe domineres af 2 vulkaner og er en perle af en landbrugs ø. Overalt går heste, grise og køer løse. Jeg møder en gris, som vandrer gennem hovedbyen Alta Gracia, mens den fornøjet grynter højlydt til sig selv. Hotellet vi bor på er skønt. Faciliteterne er måske ikke overvældende, men ganske fine. Vi bor ned til søen og det føles som et privilegium. Ometepe byder på arkæologiske oplevelser af den store slags og her, langt fra al far vej, har ildsjæle opbygget et lille repræsentativt museum for øens tidlige indianerkultur. Man kan ikke komme længere væk og samtidig få så kulturel en oplevelse.

Kulturbyen, den fine kolonitidsby Granada, fejrer ”Den rene jomfrus fest”. Hundredvis af mennesker er på gaden og statuen af jomfruen bæres fra katedralen gennem Granadas gader. Kanonslag og samlesang danner lydkulisse. En kvinde kommer hen til mig og lægger sin hånd ind i min. ”Du ser god ud” siger hun. Hun spørger, om jeg vil med hende hjem for dollars. Hun er ganske pæn, men ser træt ud og der er noget desperat over hende. Hun arbejder på markedet, har en datter og skal betale husleje. Lønnen på markedet er 20$ om ugen. Det kan hun ikke leve for.” Jeg er sulten” siger hun. Jeg giver hende 25 $ og siger hun skal gå hjem til sin datter uden mig. Hun smiler og giver mig et kys på kinden. Hun er glad. Let som en fugl, tager hun en billig taxi og skynder sig bort, mens hun vinker. 1 minut efter er hun tilbage. Ud af vinduet giver hun mig en blyantskrevet seddel. Det er min e-mail siger hun. Atter er hun borte som vinden. Jeg vil sende hende en smule penge. Der er for lidt kærlighed i verdenen, af den slags, som ikke kan købes for penge.

Masaya vulkanen har et åbent krater, som udsender svovldampe. Vi hoster i flere timer, efter at have besøgt stedet. Vi kører til hovedstaden Managua. Her efter 35 år er byen stadig ikke opbygget efter det store jordskælv, som ramte Managua i begyndelsen af halvfjerdserne. Selv midt inde i centrum bor folk stadig i midlertidige huse. Vi stopper ved den ødelagte katedral og parlamentsbygningen. Her går en gammel mand og forsøger at sælge vand. Der er noget ved hans fattigdom og ydmyghed, som rammer mig. Jeg køber det meste af hans drikkevand og får tårer i øjnene. Tænk at ”mit Nicaragua” stadig har det så dårligt.

Nord for Managua bliver vores parkerede bus udsat for røveri og da vi kommer til Universitetsbyen Leon, er der næsten igen gadebelysning. Landet har ingen penge.

Af ødelagte veje kører vi til Potosi. En lille gudsforladt flække ud mod Stillehavet. Landsbyen deles mellem fiskere og marinen, som har en lille base der. Vores glasfiber båd med plads til 40 passagerer ligger klar ud for stranden. Båden danser og drejer for vinden. Ved Nicaraguas stillehavskyst er der altid vind og brænding. Vi vader i knæhøjt vand til båden, som vores besætning forsøger at holde på plads med liner og håndkraft. Det lykkes at få alle ombord, om end en enkelt deltager mister fodfæstet og falder bagover i bølgerne. Det går nu ud gennem brændingen og selvom der ikke er fare på færde, kan det føles voldsomt, indtil man er på den anden side af de skummende brændings bølger. Skipper ved, hvad han gør. Stævnen ret igennem. Derefter rider han båden mellem bølgerne og tager farten af, når næste store rullende bølge nærmer sig.
Efter nogle timers sejlads mellem Nicaragua, Honduras og El Salvador kan vi atter vade i land ved La Union i El Salvador. Mørket er nu faldet på og vi mødes af en begejstret toldembedsmand. Det må være sjældent, byen får besøg af turister.

Suchitoto er en skøn gammel by i El Salvador. Vi ankommer om natten og skrumler gennem en øde by over toppede brosten. For enden af en blind gade åbnes porten pludselig til en stor posada, med haver og gårdspladser, omkranset af mure. Det er her, vi overnatter. Næste morgen har vi et fantastisk udsyn over Suchitlan søen. Her kunne man tilbringe længere tid, end vi har på denne tur. I El Salvador ser vi byen Santa Ana og arkæologiske udgravninger og vi kører forbi endnu en smuk sø Lago de Coatepeque. El Salvador er et forholdsvis ukendt land for mange, men smukt er her og man får lyst til at se mere og blive længere. Eneste minus er, at El Salvador har fået en stigende vækst i kriminalitet og selvom dette kun i få tilfælde rammer turister, er det med til at sætte en bremse på landets udvikling.

Vores rejse fortsætter ind i Honduras. Vi skal bo i den dejlige kolonitidsby Copan, på mayasprog Oxwitic og se på Mayaruiner. Vi bor centralt, med udsigt over centrum i byen. Gamle huse, brolagte gader, gode restauranter. Vi havner, de fleste af os på samme spisested og drikker efterfølgende noget rom. Jeg giver en omgang af 18 års lagret rom og beder om dobbelt rom ved samme lejlighed. Men her er dobbelt rom, to store sodavandsglas, blandet med en smule cola. Vi flyver over brostenene, da vi går hjem.
Vi ser næste dag nogle af de mest fornemme Maya ruiner. Der giver stof til eftertanke at Maya riget, med al dens viden og kunnen, gik til grunde i en miljømæssig katastrofe. Dette set i lyset af de alvorlige klimaproblemer i vores moderne verden. Mellemamerika druknede i regn i regntiden. Året før tørstede landene.
Ruinerne ligger delvist blotlagt og delvist overgroet og danner en fin fortælling om mayakulturen fra start til slut. Jeg ser på nogle relieffer navnet Moon Jaguar, Mayaherskeren i Copan fra 553-578. Han er min navnebror Tzi-B’alam.
Jeg vender mig, da vi forlader boldbanen, hvor man spillede bold til gudernes ære med livet som indsats. Der ser jeg 2000 års historie mellem træerne, har en indre film, hører lydene fra den forgangne civilisation.

Guatemala er slutningen på rejsen. En af mine medrejsende siger, at med alt det han har set på turen, kan det ikke blive meget bedre. Han opdager senere, at der var mere i vente. Antigua er en af de bedst bevarede, og fineste kolonitidsbyer i verdenen. I vores rejsegruppe gisper man ved hvert gadehjørne, for sjældent har motiverne står så skarpt og være så mange. Antigua er domineret af tre store vulkaner og i Fuego er der stadig saft og kraft. Om morgenen står vi på taget af vores hotel og kigger ud over denne prægtige by, med sine oldgamle huse, farver, blomster og brolagte gader, mens vulkanen sender små eksplosioner af røg op af sin kegleformede top. I løbet af dagen lægger byen op til festligheder. Dette er et tidspunkt, hvor der indgås ægteskaber og jeg overværer 2 af slagsen. En enkelt begravelse bliver det også til. Om aftenen er vi med til, at julen sættes i gang. Orkestre spiller, kanonslag fyres af, dans på gaden, jonglører og dukker på stylter. Nogle unge mennesker bliver fulde og slås, men politiet stopper dem med det samme. Ja, sådan er det sikkert over hele verden, når der er fest i byen. Jeg stoppes af en fyr fra turistministeriet. Han fortæller, at byen hvert år fejrer julens komme på denne måde og tager mig med for at se nogle interessante restauranter og hoteller i Antigua.
Jeg handler jade. I Guatemala har de en hård jadetype, som ofte har meget flotte marmoreringer. Kvinden, som sælger jaden er lige så smuk, som hun er benhård i forretninger. Den slags er svære at forhandle med, men det lykkes dog at få afsluttet handlen, selvom den ikke faldt så gunstigt ud, som jeg havde ønsket det. Næste gang vil jeg udvælge mig en forretning, hvor der står en mand eller en gammel pulverheks.

Atitlansøen er vores sidste oplevelse. Det går med skib over søen, som er et enormt vulkankrater, fyldt med vand, 320 meter dyb, måske mere, for søen er endnu ikke blevet endelig kortlagt. Ifølge indianerne, er der en forbindelse mellem søen og havet. Vi går i land ved 3 indianer byer, hvor besøget i Santiago Atitlan er højdepunktet. Her ligger en by på 45.000 mennesker, som kun kan nås med båd. Vores lokale guide tager os med på besøg hos Maximon, som tilbedes af indianerne omkring søen. Men vi ser flere folk komme med shamaner helt ude fra kysten for at ofre til træfiguren, som gerne modtager spiritus og cigaretter som offergaver.

Om natten forlader vi Atitlansøen. Vi kører med politieskorte, da landevejen fra søen op til hovedvejen er øde. Undervejs ser vi indianernes egne vagtværn, stå ved brændende olietønder, bevæbnet med køller. Man forstår at organisere sig mod udefrakommende uromagere, banditter og røvere og man stoler ikke på politiet.

Rejsen fik sin slutning. Der vil tage sin tid at omsætte de oplevelser vi har fået og som nu er printet ind i hjerte og sjæl.

Mogens Sigersdal