Postkort fra grænsen mellem Mexico & Guatemala
April 2007

Vi kørte fra Palenque i Mexico frem til grænsen ved Guatemala. Det var tidlig morgen. Vi kørte igennem det småbakkede landskab, som stod grønt og smukt. Det er kvægland og små søvnige landsbyer. Fremme ved Corozal, grænsebyen på Mexico siden, satte vi vores bagage til opbevaring.

Herefter gik turen i hurtiggående lanchas ud på floden Usumacinta frem mod Yaxchilan. Floden skiller Mexico fra Guatemala og er en hurtigstrømmende flod med små øer og strømhvirvler. Vi så kvinder som vaskede tøj i floden. De havde deres børn med som badede i det kølige vand. Efter ca. 50 minutter sejlads nåede vi frem til Ruinerne af Maya byen Yaxchilan – som ligger næsten dækket af skov. Kun en lille del af denne engang så prægtige by er afdækket. Yaxchilan er en af de smukkere oplevelser, isoleret og overgroet som den ligger der, med sine paladser og relieffer.

Turen gik tilbage til Corozal. Vi fik samlet baggagen op og sejlede ind i Guatemala. Her ventede vores bus os. En gammel udbanket bus fra 50’erne. Der måtte sættes en hængelås på bagagerummet. Døren ind til bussen måtte lukkes med et 7 tommer søm. Mikrofonen som jeg skulle bruge til at orientere om Guatemala skulle lige fixes først. Chaufføren brugte sine evner som teknikker. Fik samlet de løse ledninger i den improviserede kasse de lå i – og var stolt – da han kunne overdrage mikrofonen som virkede – til rejselederen.

Ved grænsestationen spurgte de Mexicanske grænsevagter, om vi skulle ind i Mexico igen? Jo – det skulle vi. De havde et forslag. I stedet for at aflevere vores indrejsesnip så kunne vi bare beholde den. Det ville koste 100 pesos pro persona – men det var da bedre end at komme tilbage og skulle lave en ny og betale indrejseafgift på 239 pesos? – Jeg takkede høfligt nej. (Der er nemlig ikke nogen indrejseafgift til Mexico). Det ærgrede naturligvis tolderne. Her var der lige muligheden for at tjene 2.500 pesos. Dødssyg rejseleder!

Det gik af forrygende grusveje derud af. Vinduerne var åbne på grund af varmen og det støvede. Vores chauffør, som var serviceminded sørgede for at INGEN køretøjer lå foran os. En støvsky er helst noget man påfører andre.

Det var varmt – men efter 4 timers kørsel nåede vi frem til vores glimrende hotel ved Flores. Hotellet lå med udsigt over søen. Atter en hård rejsedag var passeret.

Mogens Sigersdal