Postkort fra Saudi-Arabien

Februar 2026

Man kan have sine forbehold inden man rejser til Saudi Arabien. Det gælder naturligvis de politiske forhold, samt kvinders rettigheder og menneskerettigheder i al almindelighed. Flere gamle kunder har skrevet, ”at der skal de ikke hen, når man skal være indhyllet i sort tøj lige som i Iran”.

Vi, i vores gruppe rejste for at opleve dette ellers så lukkede land. Vi så en stor moderne by Riyadh samt byer som Medina og Jeddah, som stadig er præget af sin fortid, som karavane og havnebyer med en umiskendelige duft af krydderier og fisk. Indimellem rejste vi i den saudiske forhistorie, gennem forrygende ørkenlandskaber, der skiftede mellem hvidt og rødt sand, dels flade sletter med store horisonter, dels gennem klippe og bjergområder.

Her har folkeslag boet og vandret gennem årtusinder. Karavaner har bragt krydderier på dromedar ryg fra Arabien til Middelhavet. Deres erindringer er mejslet ind i klipper. Deres gravmæler er udhulet i Klippevægge.

Vi mødes af arabisk venlighed og gæstfrihed. Ved at bord udenfor en cafe, efterlader en ung kvinde sin håndtaske, mens hun køber kaffe og søde sager. Der er ingen grund til bekymring siger hun. Ingen stjæler her.

Vi har nogle søde kvindelige lokalguider. Den ene viser os rundt i Riyadh. Den anden viser os Jeddahs souk. Gennem hende stifter vi bekendtskab med arabisk mad, honning, dadler, krydderier osv. Den tredje viser os rundt på Jeddahs fiskemarked og hun viser os det gamle Jeddah med dets omkring 600 historiske huse, som nu er under en langsom renovering. Gennem vores guider finder vi ud af, at kvindernes liv i Saudi Arabien er under forandring. Borte er kravet om tilsløring, kvinder kan selv starte virksomheder op, kvinder skal ikke længere have sin mand eller onkel med for at kunne underskrive papirer. Jo! Der sker noget i det nye Saudi.

Maden på rejsen er rigtig god. Mængder af grøntsager, tilberedt på måder, man næppe har erfaring med i det almindelige danske køkken. Kylling, lam og oksekød. Vi får også fisk. Det gav særlig god mening at besøge fiskemarkedet i Jeddah om morgenen og spise på fiskerestaurant om aftenen. Fadene bugnede af store rejer og Papegøjefisk. I Alula spiste vi langtidskogt dromedar kød. Ikke dårligt!

Medina blev åbnet for turister for omkring to år siden. Her kan man udefra se den fantastiske moske, som huser profetens Muhameds grav. Vi nåede frem til aftenbønnen, lige ved mørkets frembrud. Et fantastisk syn med de mange troende og det endog meget smukke kald til bøn.

Vi bevarer naturligvis vores realitetssans, men det er nemt at lade sig forføre, at den pragtfulde natur og kultur. Der bliver talt til vores følelser med venlighed og gavmildhed. Duften af røgelse, parfumer og krydderier pirrer vores sanser.

Et ægte eventyr.